Da Ritt Bjerregaard fik sin egen æbleplantage, vidste hun godt, hvad hun skulle plante.
Skovfogedæbletræer er ikke noget, man satser på, hvis man vil tjene penge, for sorten kan ikke tåle at blive transporteret, så æblerne skal sælges – eller spises – hvor træet gror.
Men hun plantede fem, for naturen – og særligt skovfogedæblet – kan flytte os i tid, sted og tanke. Og når hun satte tænderne i de store røde æbler, var hun tilbage i barndommens have.
»Jeg plantede dem bare for at kunne mærke fornemmelsen af at gå i 1. klasse og have et fint pudset skovfogedæble med til fru Petersen. Dem havde vi i kolonihaven, og jeg kunne fuldstændig genopleve det, når jeg spiste de der tidlige skovfogedæbler«.
For den tidligere minister og overborgmester i København blev kolonihaven ved Rebæk Sø i Hvidovre det første stykke natur, den lå ikke så langt fra hjemmet på Vesterbro, men cykelturen derud førte til en anden verden, der gjorde noget ved krop og sjæl.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
