Skaberen af tegneserien ’The Far Side’ – på dansk kendt som ’Langt ude’ – Gary Larson, har netop offentliggjort tre nye tegninger.
Det skriver blandt andre The Guardian og The Washington Post.
I 1995 droppede Larson ’The Far Side’, efter at den havde været trykt i knap 2.000 aviser over hele verden i 15 år, fordi han var træt af daglige deadlines.
Jeg kommer fra en verden af pen og blæk, og pludselig følte jeg det, som om jeg sad ved roret i en 747
Allerede i september sidste år brød han de næsten 25 års stilhed ved at annoncere en såkaldt »ny onlineæra« for sine tegninger. Det betød i slutningen af året en ny hjemmeside med både gamle og hidtil ikkeoffentliggjorte tegninger, som allerede i løbet af dens første uge nåede mere end en million besøgende.
Fra blyant til iPad
For første gang blev der i sidste uge lagt helt nye tegninger på hjemmesiden. Og her er ikke alt, som det plejer at være, for denne gang er kuglepennen blevet skiftet ud med en tablet.
Larson begyndte allerede for år tilbage at eksperimentere med digitale tegneredskaber efter at have haft problemer med sin kuglepen, hvis blæk sad fast. I et essay publiceret samtidig med de nye tegninger skriver han, at det netop er tabletten, der har fået ham tilbage til tegningen:
»Noget helt uventet skete: På et øjeblik syntes jeg, det var sjovt at tegne igen. Jeg var overrasket over dens værktøjer og kreative potentiale. Jeg havde simpelthen ikke nogen idé om, hvor meget de her ting havde udviklet sig. Måske meget passende var det første, jeg tegnede, en hulemand«, skriver Gary Larson.
»Det ’nye stof’, som du ser her, er resultatet af min rejse ind i den digitale kunstverden. Tro mig, det har været lidt af en læringskurve for mig. Jeg kommer fra en verden af pen og blæk, og pludselig følte jeg det, som om jeg sad ved roret i en 747 (et Boeing-fly, red.)«.
Og selv om fans og kolleger – som den argentinske tegner Liniers i tweetet herover – jubler over de nye tegninger, betyder det dog ikke, at han er tilbage på samme blus som i gamle dage.
»Jeg har min kaffe, jeg har denne seje gizmo (tabletten, red.), og jeg har ingen deadlines. Og – for at citere Sherlock Holmes – spillet er i gang«, skriver Larson og forsætter:
»Husk, at jeg bare er ved at udforske, eksperimentere og prøve ting af«.
Du kan se de nye tegninger og det store onlinekatalog med Gary Larsons tegninger her.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter