Der er naturligvis en yderst smal grænsedragning mellem beroligende og kedelig. Bedragerisk smal.
To af filmens superstjerner, australsk-amerikanske Nicole Kidman og britiske Idris Elba, kommer ifølge avisen The Guardian til at udfordre grænsen i en ny HBO-serie i ti afsnit, ’A World of Calm’, der skal sendes på HBO’s streamservice HBO Max.
’A World of Calm’ bygger på det populære Sleep Stories i appen Calm og er en række godnathistorier, som angiveligt to millioner mennesker abonnerer på – og betaler for. Store stjerner har lagt stemme til appens fortællinger, og ud over Kidman og Elba medvirker navne som Mahershala Ali, Keanu Reeves og Lucy Liu i den kommende tv-serie. Og afgørende er, at stemmerne er rolige og ustressende.
HBO’s Jennifer O’Connell siger til The Guardian, at vi alle har brug for at slappe af i »en opslidende tid«, og hun garanterer, at tv-serien kombinerer »beroligende billeder med tilbagelænet oplæsning«.
Det fremgår ikke, om godnathistorierne dramatiseres til tv-brug.








