I løbet af hele 2020 venter Tivoli at tage imod halvdelen af det sædvanlige antal gæster. Det giver stort indtjeningstab.

Tivoli forbereder sig på kæmpe mavepuster

Tivoli er, som andre forlystelsparker, hårdt ramt af coronakrisen.  Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Tivoli er, som andre forlystelsparker, hårdt ramt af coronakrisen. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der kommer markant færre gæster i Tivoli på grund af coronaudbruddet.

For hele 2020 venter forlystelsesparken at tage imod halvdelen af det normale antal gæster. Det skriver Tivoli i sit halvårsregnskab.

De færre gæster betyder også lavere indtjening, og Tivoli regner nu med at få et underskud før skat på 150-200 millioner kroner i 2020. Tidligere har Tivoli ikke kunnet udelukke et underskud på op imod 100 millioner kroner.

Ifølge Andreas Morthorst, finansdirektør i Tivoli, er rammebetingelserne for forretningen blevet væsentligt forringet på grund af corona og omfattende sociale restriktioner.

»Derfor er Tivoli økonomisk meget hårdt ramt af coronakrisen«, siger han i en skriftlig kommentar.

Finansdirektøren nævner, at Tivoli især er påvirket af den forskudte åbning, forbuddet mod større forsamlinger, seksdagesreglen for turister og generelt færre turister i København.

Derudover giver coronavirussen også større udgifter til sikkerhedsmæssige og hygiejniske foranstaltninger, forklarer Andreas Morthorst.

»Selv om krisen har store negative økonomiske konsekvenser for Tivoli, er det fortsat Tivolis ambition at levere betagende gæsteoplevelser på et højt serviceniveau i lighed med, hvad gæsterne forventer af Tivoli – samtidig med at hele opholdet i Tivoli foregår under sikre og tydeligt trygge rammer«, siger han.

»Situationen er alvorlig«: Tivoli frygter trecifret millionunderskud og fyrer 440 ansatte

I første halvdel af 2020 har Tivoli tabt 135 millioner kroner før skat. Det skal holdes op imod et tab på 43 millioner kroner i samme periode sidste år.

Underskuddet i første halvdel af i år sker især på baggrund af et besøgstal, der i forhold til første halvdel af 2019 er faldet med 71 procent til 439.000 gæster. Omsætningen er sammenlignet med samme periode sidste år faldet med 59 procent til 163 millioner kroner.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her