0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dy Plambeck: Hvorfor taler vi så lidt om, hvor umulig en opgave det egentlig er at være et ganske almindeligt menneske?

Afmægtighed er måske den største del af livet, som vi taler mindst om, skriver forfatter Dy Plambeck i denne klumme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I midten af august købte jeg to kattekillinger til min datter på en gård uden for Hillerød. Hun havde ønsket sig dem i flere år, hun havde allerede givet dem navne: Kirsten og Rosa. Vi havde aftalt, at de skulle bo i hendes gamle legehus i haven og være udekatte. Jeg havde selv en udekat som barn, jeg tænkte: To katte – det er nemt, de skal have lidt mad indimellem og strejfe omkring.

Min datter og jeg henter kattekillingerne en lun eftermiddag, de installeres i legehuset og i den lille indhegning, som jeg har bygget om legehuset. Jeg følger min datter i skole, tager hjem igen og lukker kattene ud i den lille gård. Jeg går op for at hente lidt vand til dem ved huset, jeg er væk i måske tre minutter. Da jeg kommer tilbage til gården, er kattene væk. Indhegningen er tom, legehuset er tomt, og det slår mig med rædsel, at jeg fuldstændig har undervurderet kattenes evne til at hoppe, springe og kravle. De er kommet ud trods det halvanden meter høje hønsenet, mit hjerte galoperer, håndfladerne bliver våde, min datters katte, haven er ikke indhegnet, grunden er 3.000 kvadratmeter, bagved ligger skoven. Hvor er de?

I det samme bliver jeg ramt af en følelse af afmægtighed, der er så stor en del af at være mor, at være forælder, at være menneske i det hele taget. Jeg formår ikke engang at passe på mine datters katte, de har været hos os under et døgn. Nu er de væk. Min datter skal have en veninde med hjem fra skole og se kattene, hvordan skal jeg forklare, at jeg lukkede dem ud og ikke passede på dem? Vil min datter tænke det, som jeg selv tænker: Hvordan skal jeg kunne passe på hende, når jeg ikke engang kan passe på to katte?

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce