I midten af august købte jeg to kattekillinger til min datter på en gård uden for Hillerød. Hun havde ønsket sig dem i flere år, hun havde allerede givet dem navne: Kirsten og Rosa. Vi havde aftalt, at de skulle bo i hendes gamle legehus i haven og være udekatte. Jeg havde selv en udekat som barn, jeg tænkte: To katte – det er nemt, de skal have lidt mad indimellem og strejfe omkring.
Min datter og jeg henter kattekillingerne en lun eftermiddag, de installeres i legehuset og i den lille indhegning, som jeg har bygget om legehuset. Jeg følger min datter i skole, tager hjem igen og lukker kattene ud i den lille gård. Jeg går op for at hente lidt vand til dem ved huset, jeg er væk i måske tre minutter. Da jeg kommer tilbage til gården, er kattene væk. Indhegningen er tom, legehuset er tomt, og det slår mig med rædsel, at jeg fuldstændig har undervurderet kattenes evne til at hoppe, springe og kravle. De er kommet ud trods det halvanden meter høje hønsenet, mit hjerte galoperer, håndfladerne bliver våde, min datters katte, haven er ikke indhegnet, grunden er 3.000 kvadratmeter, bagved ligger skoven. Hvor er de?
