Den 22-årige skuespiller Bella Thorne er kommet i et heftigt stormvejr efter at have oprettet en profil på platformen OnlyFans, som bruges af mange pornostjerner og i stigende grad af influencere, der kan tjene penge på deres nøgenbilleder og videoer.
Skuespilleren lovede sine Instagram-følgere et nøgenbillede mod betaling, men da de mange nysgerrige fans tegnede et abonnement på hendes profil på OnlyFans, blev de svært skuffede. I stedet for et nøgenbillede fik de adgang til et billede af skuespilleren i bikini.
Fakta
OnlyFans
Og det tjente hun yderst godt på. Ifølge CNN var Bella Thorne i sidste uge den første nogensinde til at tjene 1 million dollar, svarende til 6,2 millioner kroner, gennem platformen på blot en dag. USA Today skriver, at hun tjente 12,5 millioner kroner på en uge. Et abonnement på Bella Thornes profil på OnlyFans kostede 125 kroner for en måned.
De mange tusinde brugere, der købte adgang, har følt sig snydt, og både Bella Thorne og OnlyFans er derfor blevet mødt af stor kritik på sociale medier, skriver amerikanske medier. Mange har krævet at få pengene tilbage.
Bella Thorne har nu undskyldt i en lang række tweets.
»Jeg ville gøre opmærksom på siden, for jo flere der bruger den, jo større chance er der for at normalisere branchen, og i denne proces har jeg såret jer«, skriver hun.
Fra 3.000 til 300 kroner
Efter sagen om Bella Thorne har platformen OnlyFans indført nye retningslinjer, der gør, at skabere af det erotiske indhold fremover vil tjene færre penge.
I sidste uge kunne såkaldte OnlyFans-creators, dem, der laver indhold på mediet, opkræve op til 3.200 kroner for en pay per view-video. Nu er grænsen blev sat ned til cirka 300 kroner ifølge USA Today. Herudover vil der komme en maksimumgrænse på ’tipping’ på 550 kroner, en slags drikkepenge, som seere kan give, mens de ser videoerne.
Desuden har man som skaber af indhold på OnlyFans indtil for nylig fået udbetalt penge inden for to til fem dages mellemrum. Nu kan det tage op til 30 dage mellem hver udbetaling. Og det har ifølge NBC fået mange OnlyFans-brugere til at udtrykke stor utilfredshed. For de nye retningslinjer vil påvirke deres indtjeningsmuligheder negativt.
OnlyFans har over for USA Today meddelt, at de nye betalingsrater ikke kommer som resultat af sagen om Bella Thorne eller for den sags skyld nogen anden enkeltperson på platformen.
Gaaaaab: Sådan går det, når verdens største pornoside prøver at lave kunstfortsæt med at læse







