Streamingtjenesten Disney+ har trods sin korte tid på markedet overhalet flere konkurrenter.
Ifølge Mediawatch når Disneys nye streamingtjeneste ud til hver sjette borger i Danmark. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup.
Dermed har Disney+ flere brugere end etablerede streamingtjenester som Dplay og HBO Nordic, og de haler ind på TV 2 Play og Viaplay.
Fakta
Priser på streamingtjenester
Netflix: 79-129 kroner i måneden alt efter hvilket abonnement man tegner
Disney+: 59 kroner i måneden.
DRTV: Hører ind under licensordningen
TV 2 Play: 49-179 i måneden alt efter hvilket abonnement man tegner
HBO Nordic: 99 kroner i måneden
Viaplay: 99-339 kroner i måneden alt efter hvilket abonnement man tegner
Danmarks Radios streamingtjeneste DRTV ligger stadig markant over Disney+, men man er opmærksom på konkurrencen på børneområdet fra den udenlandske mastodont.
»Når der kommer stærk udenlandsk konkurrence, gør det os mere klare på, hvad der er DR’s rødder og særkende. Det gør det klart for os, hvilken vej vi skal gå for at adskille os fra de øvrige tilbud. Så vi spiller op imod det marked, vi er i, og det gør os, som jeg ser det, mere tydelige i, hvad det er, vi tilbyder«, siger DR’s mediedirektør, Henriette Marienlund til Mediawatch.
Det er især Ramasjang og Ultra, som får konkurrence af Disney+, og DR har planer om at lancere et nyt børnebrand, Minisjang, til de alleryngste i alderen 1-3 år.
DRTV hører ind under licensordningen, mens streamingtjenesten Netflix kræver et abonnement på en fast månedlig pris, der spænder fra 79 kroner til 129 kroner, alt efter hvilket abonnement man tegner.
På trods af at DRTV hører ind under licensordningen og er billigere end Netflix, har den amerikanske streamingtjeneste flere ugentlige brugere med 45 procent modsat DRTV’s 42 procent.
fortsæt med at læse






