Sofie Linde er vred. Hun står i soveværelset med et lille barn på hoften og råber til min mand, at han skal skride. Han ligger stadig i sengen, og han er bange. Det gik ellers lige så godt. Roskilde Festival var åbnet, coronapandemien var ovre, livet var vendt tilbage, og han havde ubekymret sagt ja til tilbuddet om at overnatte i tv-værtens hus tæt på festivalen, selv om han ikke kendte hende personligt. Nu forstår min mand, at der er tale om en misforståelse, og at han ikke er velkommen. Der er også lige det problem, at han ligger i Sofie Lindes babys seng.
Dette er min mands seneste coronadrøm. De findes og er blevet en del af den sovende hjernes surreelle repertoire. Noget, mennesker rundtomkring på kloden er fælles om. Når vi går til ro, og tankerne burde kunne vandre toldfrit omkring, bevæger mange os i stedet ind i små natlige dramaer præget af forbud, frygt og forvirring.
