Den amerikanske samlekortsfabrikant Topps har fjernet og undskyldt for et speciallavet samlekort af den sydkoreanske pop-gruppe BTS.

Amerikansk kortfirma trækker kontroversielt K-popkort tilbage

K-popbandet BTS, som ses på billedet, fik lavet en karikatur på et samlekort, som nu er trukket tilbage efter kritik om racisme.  Foto: Heo Ran/Ritzau Scanpix
K-popbandet BTS, som ses på billedet, fik lavet en karikatur på et samlekort, som nu er trukket tilbage efter kritik om racisme. Foto: Heo Ran/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det sydkoreanske boyband BTS havde et ærgerligt første møde med den amerikanske samlekortsfabrikant Topps.

Topps, som er kendt for at lave fodbold- og baseballkort, som børn og voksne verden over har samlet og byttet med, lavede i forbindelse med grammyuddelingen 2021 en række kort under overskriften ’2021 Topps Garbage Pail Kids: The Shammy Awards’ – som er en serie, de har haft siden 1985, hvor de laver karikaturer af grammyvindere og -tabere.

I år havde de lavet samlekort med dertil hørende karikaturtegninger af blandt andet Billie Eilish som ’Buoyant Billie’ og Bruno Mars som ’U.F. Bruno’.

Men også det sydkoreanske boyband BTS var røget under tegnepennen og havde fået lavet en karikatur, og den blev ikke vel modtaget. Flere på sociale medier mente, den var racistisk og upassende, og Topps fik at vide, at de »støtter hadet mod asiater«, som en Twitter-profil skrev.


På samlekortet er alle syv BTS-medlemmer tegnet ind i en såkaldtwhack-a-mole-maskine, muldvarpemaskinen, man kender fra tivoli, hvor boyband-medlemmerne bliver slået i hovedet af en grammy, mens de ser skrækslagne og forslåede ud.

Det mente mange på sociale medier var utroligt usmageligt, da der på det seneste har været flere tilfælde af forbrydelser mod den asiatiske minoritet i USA.

»Jeg har lige set den modbydelige karikatur, Topps har lavet af BTS. Det er ikke satire. Det er direkte racistisk. Enhver, der forsøger at forklare det som komik at skildre vold mod asiatiske grupper på denne måde, er hadefuld og farlig. Hvad i alverden«, skriver læserens redaktør for USA Today, Fatima Farha.

Hele kontroversen fik Topps til at undskylde for kortet og trække det tilbage.


»Vi hører og forstår vores forbrugere, der er frustrerede over portrættet af BTS i årets ’Garbage Pail Kids: The Shammy Awards’, og vi undskylder for at have lavet det. Vi har fjernet det fra samlesættet«, skrev firmaet på Twitter.

En af grundene til, at karikaturen får så hård modvind, er blandt andet, at dagen før frigivelsen af BTS-samlekortet blev der dræbt seks asiatiske kvinder i Atlanta i tre forskellige massageklinikker.

Politichef i Atlanta Rodney Bryant sagde onsdag, at de endnu ikke er klar til at sige, om angrebene betragtes som en hadforbrydelse mod den asiatiske minoritet.

Ebbe Sidenius

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her