Det skulle have været en skole for en ny tids konservative europæere. En slags forlængelse af den amerikanske trumpisme. En gladiatorskole ligefrem, sagde manden, der i 2016 mere end nogen hjalp Donald Trump med at få adgang til Det Hvide Hus, den berømte og berygtede politiske kandestøber Steve Bannon.
Men ligesom Rom – så vidt vi ved – ikke blev bygget på en enkelt dag, ser det nu også ud til at trække ud med at få anlagt gladiatorskolen, hvis den da nogensinde bliver til noget, og det kommer i hvert fald ikke til at ske i det 800 år gamle Trisulti-kloster på en italiensk bjergtop nær Rom, som Steve Bannon og hans makker Benjamin Harnwell, tidligere spindoktor for et konservativt britisk medlem af Europa-Parlamentet, havde udset sig til formålet.
Italiens højeste retsinstans i administrative spørgsmål har nemlig i en kendelse slået fast, at staten var i sin gode ret til at ophæve den lejekontrakt på 19 år for klosteret, som ellers blev underskrevet i 2017, skriver Associated Press. Dermed omgjorde retten den afgørelse, som en lavere instans tidligere har truffet.
Skolen skulle ifølge planerne kunne rumme 250-300 studerende og tilbyde fag som historie, filosofi, politik og teologi. Af rettens kendelse fremgår det imidlertid, at Steve Bannon og Benjamin Harnwell i udbudsrunden løj om deres kvalifikationer til at vedligeholde det gamle kloster og om deres hensigter med at overtage det. Eller, som retten formulerer det: »Opnåede en økonomisk fordel ... på basis af erklæringer fremsat på tidspunktet for buddet, som siden hen viste sig ikke at være sande«.
Befængt med korruption
Steve Bannon har reageret på kendelsen ved at kalde det »en vittighed, som i hele verdens øjne nedkalder yderligere skam over Italiens i forvejen blakkede retssystem«. Og tilføjet: »Vi nægter at lade os stoppe af det korrupte bureaukrati, som den italienske regering er befængt med, og som skader det italienske folk«.
Han agter at appellere dommen, men det er uvist, om det er en mulighed.
Lejekontrakten med Bannon og Harnwell vakte straks fra sin underskrivelse voldsom debat i Italien, da det kom frem, at de to havde tænkt sig at bruge bygningen fra det 13. århundrede til at træne »moderne gladiatorer« i den »jødisk-kristne tradition«.
I 2019 forsøgte det italienske kulturministerium at sætte lejerne ud af bygningen, hvilket førte til en række retssager.
Tæt knyttet til projektet er organisationen Dignitatis Humanae Institute, en katolsk inspireret højrefløjsbevægelse, som Benjamin Harnwell selv stiftede og var den første formand for. Dens erklærede formål er at »beskytte og fremme menneskelig værdighed baseret på den antropologiske sandhed, at mennesket er født i Guds billede«.
Selv har Steve Bannon beskrevet den planlagte gladiatorskole som en slags træningslejr for konservative europæere og udtrykt håb om, at den kunne bidrage til en populistisk bevægelse i Europa.








