Undersøgelser viste allerede før corona, at danske børn og unge er stressede, mange har psykiske diagnoser, mange har gået til psykolog. Så ville coronaen skubbe generationen helt ud over kanten? Det kunne være gået langt værre, og det er der en grund til, skriver Svend Brinkmann i denne klumme.

Svend Brinkmann: Hvorfor er det ikke gået værre?

Foto: Valdemar Ren
Foto: Valdemar Ren
Lyt til artiklen

Under første nedlukning i det tidlige forår 2020 forsøgte jeg at tilegne mig så megen relevant viden som muligt. Ikke bare om den nye virus og sygdom, men også om de sandsynlige psykologiske konsekvenser af pandemien og de restriktioner, politikerne havde indført.

Det var ikke opmuntrende at læse de videnskabelige rapporter. Der var ganske vist ikke så mange nyere erfaringer at trække på, for ikke siden den spanske syge havde vores del af verden været ramt af en epidemi med en sådan udbredelse og intensitet. Men eksempelvis bogen ’Psychiatry of Pandemics’, redigeret af psykiateren Damir Huremovic, fremlagde en række undersøgelser, bl.a. i kølvandet på erfaringer med restriktioner under sars-epidemien, hvor det havde vist sig, at cirka en tredjedel af de isolerede angiveligt udviklede depression, og lige så mange fik ptsd.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her