Vi sidder på bænken sammen. Min datter og jeg. Det er ikke en tilfældig bænk. Det er min stambænk. Jeg sidder på den hver dag. Bænken ligger ved en rundkørsel. Solen skinner. Jeg sidder og kigger på mine hænder. Jeg synes, de virker tørre, men stadig bløde. Jeg synes, jeg kan se, at huden er blevet slappere.

»Hvordan ser mine hænder ud?«. Hun kigger på dem. Jeg kigger på dem. Og på hendes. Hun har brede fingre. »De er flotte, mor«. »Har du noget håndcreme med?«, spørger jeg, imens jeg prøver at løfte i det, der synes som den løse hud. »Jeg har noget håndsprit«.