»Jeg vil gerne blive gammel kone i dansk teater«, udtalte skuespillerinden Birgitte Reimer i et interview med B.T. i 1962. Det blev der nu ikke noget af, for 2 år efter afsluttede hun bare 38 år gammel brat sin karriere og flyttede til Sydfrankrig. Sagen var den, at hun havde forelsket sig i redaktøren Ole Bornemann, som boede dernede. Efter nogle år åbnede de sammen en restaurant, og Birgitte Reimer vendte aldrig siden tilbage til scenen – bortset fra da hun i 1996 lod sig hylde som årets æreskunstner ved Revyernes Revy i Falkoner Centret.
Birgitte Reimer var falstring, født i Nykøbing F. i 1926, og blev student fra byens katedralskole – bankdirektørfaderen mente, at der skulle være noget at falde tilbage på – inden hun i 1945 blev optaget på Det Kongelige Teaters Elevskole. Umiddelbart efter at hun havde afsluttet sin uddannelse, blev hun engageret på Aarhus Teater. Her var hun en enkelt sæson, hvorefter hun vendte tilbage til København, hvor hun i de følgende år slog sit navn fast som komedienne. Birgitte Reimer forenede som ingen anden skuespillerinde i sin generation det erotiske – eller det pikante, som man sagde dengang – med sødme og elegance.









