»Hvad er éns arv, og hvor begynder man selv? Det er fandeme noget, jeg har tænkt meget over«

I en skuffe hjemme hos Kristian Leth ligger et manuskript til en bog. Hvis den udkom i morgen, ville det være hans niende bogudgivelse.

Men det er ikke en ny fagbog om magi og håb, en digtsamling af Brian Eno-refleksioner eller en fantasyroman. Det er en selvbiografisk fortælling om, hvem Kristian Leth selv er. Og hvordan han blev det.

En fortælling om at vokse op i en kunstnerisk familie, hvor alle lever af at udtrykke sig i ord, i film eller i musik. Et forsøg på at skrive sin egen historie frem.

»Det er en slags memoirer, som blandt andet handler om ikke at kunne huske. Der er en masse ting fra mit liv, jeg ikke kan huske. Har jeg opdaget undervejs«, siger Kristian Leth.

Kristian Leth er selv godt tilfreds med bogen. Der er også et forlag, der gerne vil udgive den.

Men indtil videre bliver den liggende i en skuffe et eller andet sted i det hjem i Brooklyn, hvor han har boet sammen med sin kone og tre børn de sidste par år. Ret meget mere vil han faktisk ikke sige om det.

»Det er en svær historie at fortælle. Og en historie, jeg må vente lidt med. Det kræver et særligt overskud at slippe den ud i verden«, siger Kristian Leth.

»Fra første linje, jeg skriver i det manuskript, så snart jeg skriver ’bror’ eller ’far’, vil alle tro, at de ved 90 procent af resten. Lad os sige, at det er en ... interessant problemstilling«.

Han smiler på min skærm. På en gang afvæbnende og beklagende.

Det er april 2021, og vi taler sammen over Skype. Kristian Leth fra sit soveværelse i Brooklyn, New York, jeg fra mit i København.

Det er et år siden, vi første gang talte sammen på den måde. Tilbage i foråret 2020, da verden lukkede ned om ørerne på os alle sammen, og vi begge var i fuld gang med at lære nye ord som ’smittetryk’ og ’hjemmeisolation’ at kende.

Den samtale drejede sig hurtigt om muligheden af et kollaps i det amerikanske samfund, om den atlantiske forskel på begrebet samfundssind og om troen på menneskets vilje til at overleve de mest utrolige ting.

Dengang var manuskriptet stadig undervejs. Men i stedet for en udgivelse er selve skriveprocessen blevet den afgørende pointe for Kristian Leth. Noget, han havde brug for for at komme videre og kaste sig ud i andre opdagelsesrejser i feltet mellem litteratur, videnskab, spiritualitet og ikke mindst musik.

Den musik, han gang på gang har opgivet. Og altid er vendt tilbage til. Senest med det aktuelle soloalbum, ’Stormen’.

»Mit liv er sådan. Nogle gange tænker jeg: Jeg skal aldrig lave musik igen. Jeg skal også skrive. Men så går der ikke lang tid, så tænker jeg: Nej, jeg skal også lave musik igen. Og sådan bevæger jeg mig frem og tilbage«.

På samme måde har han altid holdt sig i bevægelse, begyndt forfra et nyt sted og slettet spor tilbage til familienavnet for at blive Kristian Leth i egen ret. Efter otte bøger og et dusin plader er han endelig ved at nå frem.

Foto: Miriam Dalsgaard

Som et blink med øjet

Kristian Leth undersøger tingene. Det er sådan, han ånder. Han finder en lup frem, og så går han i gang med at nærstudere verden. En lille firkant ad gangen. Man kan næsten høre det i den måde, han taler på.

Han indleder alle vores samtaler med at spørge, om jeg skriver ned i hånden eller optager samtalen, for så vil han snakke hurtigt eller langsomt. Jeg vælger turboversionen.

Hvorefter Kristian Leth springer, ja, han nærmest spurter. Ofte med håndbremsevendinger midt i rækken af sætninger, som så ikke bliver helt færdigformuleret, men knopskyder til noget helt andet.

Som en fortæller, der er sprængfyldt af både personlige anekdoter og historisk viden, kan han godt lide at holde en alternativ udlægning af virkeligheden åben. Og sparker ofte det afsluttende punktum i et udsagn til hjørne med den lidt vævende tilføjelse: »På en eller anden måde«.

De sidste par år har han set nærmere på sig selv og kigget efter nye udlægninger af sin egen historie. Det begyndte for nogle år siden, da han blev ramt af en depression.

»Jeg var overvældet af hele det her løbende undergangsnarrativ, der er knyttet til klimakrisen og de negative historier i nyhederne«, siger Kristian Leth.

Kristian Leth satte sig for at forfølge årsagen til sin dødsangst ned i et kaninhul af statistikker og videnskab. Han kom op igen med bogen ’Håb’. Fire samtaler med videnskabsfolk om klodens og menneskets reelle tilstand. Som slet ikke er så dårlig, som vi går og gør den til.

»Jeg fik vendt min optik og gik fra at se på verden som en slags sidste kulmination til at forstår den i et større perspektiv. Denne tid er blot en periode i vores samlede historie«.

Det var den store astronom Carl Sagan, der gjorde den kosmiske kalender populær i 1970’erne, fortæller Kristian Leth.

Kalenderen er en leg med forholdet mellem årets gang og universets historie, hvor januar er Big Bang-undfangelsen af universet, maj har de første tegn på Mælkevejen, og september er begyndelsen på vores solsystem. Den sidste måned indeholder udviklingen af liv på Jorden, hvor mennesket dukker op klokken fem minutter i midnat.

I det perspektiv er et menneskeliv ikke mere end et blink med øjnene.

»Det er sådan et smukt billede! Problemet er, at det slutter 31. december. Og vi derfor ser os selv som det sidste punkt i historien. Det gjorde de, der gennemlevede Anden Verdenskrig, og det gør vi i dag under coronapandemien. Men i stedet kunne man jo sætte mennesket ind i midten af året og dermed forstå, at på den anden side af os er der lige så lang tid i universet«, siger Leth.

Han fandt en form for befriende ro i erkendelsen af, at tankemønsteret om verdens undergang netop bare var et ... tankemønster.

Da corona ramte, mærkede han et øjeblik nogle af de gamle tankemønstre vende tilbage.

»Der var lige et par dage, hvor det hele var overvældende og angstagtigt. Der kørte ikke andet end ambulancer med syge gennem et ellers tomt New York. Og jeg gik igen i gang med at skulle forstå og forklare det hele. Indtil jeg forstod, at jeg ikke kunne forklare det. Og lagde mærke til, at folk i New York begyndte at tage mundbind på af sig selv og passe på hinanden«, siger Kristian Leth.

I hele 2020 stod verden stille, og hverdagen blev en lille cirkel af faste rutiner med tre hjemmeskolede børn. Kristian Leth havde ansvaret for hjemmet ved Prospect Park, mens han kone, filminstruktøren Tea Lindeburg, var fuldt optaget af både at lave tv-serien ’Eqionox’ til Netflix og skabe sin første spillefilm, ’Du Som Er I Himlen’.

Når børnene var i fuld gang med undervisningen foran computerskærmen, så Kristian Leth sit snit til at gå ind på sit kontor og skrive på sin egen historie. For sin egen skyld.

Ude i kulissen

Kristian Leth er født i Albertslund. Her boede han kort tid, før hans mor og far flyttede videre og endte på Ahlmanns Allé i Hellerup.

Hans mor er skuespilleren og sangeren Hanne Uldal, hans far filminstruktøren og digteren Jørgen Leth.

Da Kristian Leth var 7 år, blev forældrene skilt, og han flyttede sammen med sin mor og to brødre til en boligblok i Kokkedal. Og beholdt kontakten med sin far, som han før corona ofte har besøgt i Haiti.

Efter nogle år flyttede han igen med sin mor og brødre, denne gang til en »ramponeret lejlighed« i Sølvgade i København, før hun mødte en norsk mand, og de rykkede til Oslo i nogle år. Men skuespillet trak Hanne Uldal og hendes familie tilbage til Danmark, og Kristian Leth endte med at gå i gymnasiet i København, mens han boede i Hvalsø, før han 18 år gammel flyttede hjemmefra.

»Jeg tror, at jeg i min barndom boede ti forskellige steder«, siger Kristian Leth.

Det er i vores anden skypesamtale, Kristian Leth remser alle stederne op. Som om han tæller knappenåle på et landkort inde i hovedet. Og så stopper han op ved den, der er placeret i Kokkedal.

»I perioder var vi en ret hårdt prøvet familie. Vi var os tre drenge, Mikkel, Tomas og mig. Senere kom Julius til med min norske stedfar, da jeg var 12 år. Men i de første kerneår var vi ligesom os fire mod verden. Min mor var – og er – skuespiller, og så er man enten arbejdsløs, eller også har man for meget at lave«, siger Kristian Leth.

Kristian Leth har mødt antagelsen om, at han er vokset op i et hvidvinshjem, som han kalder det. Det er han ikke:

»Det er noget, jeg har måttet erkende de sidste par år. Vi var arbejderklasse, rent økonomisk. Jeg kan huske, at min mor cyklede til antikvariatet på Trianglen og solgte bøger for at kunne købe mælk«.

Hvad der ikke var af penge i lommen, var der til gengæld masser af i en anden form for valuta: kulturel kapital.

Naboerne i Hellerup var maleren Per Kirkeby og filmproduceren Vibeke Windeløv. I Sølvgade var det typisk skuespillere og kunstnere, der kom til aftensmad. Og mens andre børn lavede lektier, sad Kristian Leth og var sufflør for sin mor.

»Jeg sad med manuskriptet og sagde de andre replikker og kom med stikord, hvis hun missede en replik. Af min mor har jeg lært, at man kan have en fantastisk udramatisk tilgang til det at lave teater. Hvis hun ikke kunne få os passet, tog hun os med på arbejde. Jeg har set de samme stykker 12 gange på Folketeateret eller Det Kongelige«, siger Kristian Leth.

Nogle gange sad han nede i salen og så måske Tommy Kenter i ’Svejk’ på Betty Nansen Teatret. Andre gange oppe hos lysmanden under sin største teateroplevelse, ’Mysteriespillene’ ude på Gladsaxe Teater.

Hvis ikke hans mor havde parkeret ham og hans lillebror ude i garderoben.

»Der findes ikke et sted, der kan afmontere alle romantiske forestillinger som backstage på et teater. Det er det mest underlødige, lavpraktiske, humoristiske sted. Selvhøjtidelig er du kun et kort øjeblik. Folk sidder i deres undertøj og får sminke på, mens de fortæller sjofle jokes. Måske har de deres hund med, som ligger i hjørnet, og ved siden af står indkøbsvarerne, for de kunne lige nå i brugsen, før den lukkede«, siger Kristian Leth og fortsætter:

»Så går de ind og opfører det stykke, jeg har været med til at læse hjemme i køkkenet, og bagefter skynder de sig ud og klæder om. Der er ikke noget med at hænge ud. Det handler om at bukke og så ellers komme hjem med de varer, før de bliver dårlige«.

Skuespil og kunst og musik var på den måde ikke noget ophøjet, men hverdag i Kristian Leths barndom. Når en musiker kom til aftensmad, talte man om de samme ting som alle andre, om noget, statsminister Poul Schlüter havde sagt, eller noget, man havde set i tv.

»Det var bare folk, der lavede noget andet end elektrikeren inde ved siden af«, siger Kristian Leth, »men det er fuldstændig rigtigt, at jeg er vokset op med den opfattelse, at kreative brancher var en naturlig levevej. Jeg har aldrig tvivlet på, at jeg kunne leve af at skrive bøger og spille musik. I dag ved jeg heller ikke, hvad jeg laver om tre måneder. Det har jeg aldrig gjort. Hvilket kan virke skræmmende for folk, der kommer fra anderledes stabile hjem«.

Det musikalske menneske

I Jørgen Leths film ’Det legende menneske’ fra 1986 er der et klip med en lille mørkhåret dreng, der sidder og spiller klaver.

Filmen er en slags billedessay om mennesker i alle aldre, der leger. I Brasilien, i Spanien og i Hellerup, hvor en fire år gammel Kristian Leth sidder og trykker en lille melodi på tangenterne.

»Jeg har altid spillet musik. På en eller anden måde. Det var en del af min indre verden som barn«, siger Kristian Leth.

Musikken til ’Det legende menneske’ er komponeret af den brasilianske jazzmusiker Antonio Carlos Jobim, en af Brasiliens store musikalske skikkelser, der både er blevet kaldt Brasiliens George Gerhswin og bossanovaens far. I Kristian Leths barndomshjem var han mest kendt som »ham, du har lavet musik med, Kristian«.

»Og jeg var sådan lidt: Hvad snakker I om? I en familie, hvor alle hele tiden laver et eller andet værk, ser man ikke nødvendigvis alle værkerne«, siger Kristian Leth.

»Men historien er, at min far tog til Brasilien og viste Jobim noget film omkring 1984. Og så siger Jobim: »Den film vil jeg godt lave musik til. På den betingelse, at jeg får de der spor, som ham den lille dreng spiller. Dem vil jeg bruge«. Og to andre steder i filmen ligger så mit barnlige klaverspil med Jobims strygerarrangement ovenpå. Fuldstændig absurd!«.

Kristian Leth var 16 år, da det gik op for ham, hvilket »sindssygt scoop« det i det hele taget var at få Jobim til at komponere filmmusik.

På det tidspunkt var Kristian Leth selv videre fra klaverspillet og i fuld gang med guitaren. For ligesom hans talestrøm over skypeforbindelsen hopper fra tue til tue i det biografiske landskab, var hans ungdom en tagfat med nye steder at afprøve sine talenter i.

Han brugte en del af sine teenageår på at forfølge drømmen om at blive tegneserietegner. Han dyppede en kort overgang tæerne i skuespillerfaget med roller i blandt andet 2003-filmen ’Midsommer’.

Og efter at have indledt sit intense forhold til litteratur, da han som 11-årig gik fra at læse Malcolm X’s selvbiografi til at sluge Ben Okri-romaner, begyndte Kristian Leth at skrive på en bog, der skulle skille kristendommen ad og sætte al religion på plads. Han var 13 år. Og den blev aldrig færdig.

»Jeg er stoppet med utrolig mange ting. Eller begyndt på meget. Ikke mindst når det kommer til musik. Fra jeg var helt lille, har jeg haft en intuitiv musikalsk begavelse, men mine ambitioner var alt for store. Som dengang jeg spillede trompet. Og stoppede, da det gik op for mig, at jeg alligevel aldrig kunne nå at blive Miles Davis«, siger Kristian Leth.

Eller som dengang, han optrådte første gang med en af sine egne sange til en fest på skolen, og stemmen svigtede. Så var han færdig med at være musiker på en scene. For et godt stykke tid.

Når det skete, svingede hans pendul tilbage til litteraturen. Han læste og han skrev. Stort opslåede stile, anslag til bøger og digte.

»Det er lidt ligesom med musikken. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg ikke har skrevet. Også digte. Måske lå der også noget i at være et barn, der gerne vil behage, please og imponere. Og en fraværende far. Måske var der en overvejelse om, at det at skrive var noget godt at gøre. Men jeg husker ikke noget bevidst valg omkring det. Jeg skrev bare. Skrev og skrev og skrev. Uden at jeg viste mine digte til nogen. Kunne jeg aldrig finde på. Det var kun for mig selv«, siger Kristian Leth.

Du er kommet til det forkerte sted

Men da han var færdig med gymnasiet, og en ven en dag fortalte ham om Forfatterskolen, viste han sine digte frem.

Han var 20 år gammel og midt i det, han selv betegner som en apatisk tid, hvor han ikke vidste, hvad han egentlig skulle bruge sit liv og sine talenter på.

Kristian Leth søgte om optagelse og blev kaldt ind til en optagelsessamtale i en kælder på Christianshavn, hvor han læste op foran et panel bestående af blandt andre Niels Frank, Per Aage Brandt, Mette Moestrup og Hans Otto Jørgensen.

»Jeg kom ikke i det danske litteraturmiljø, så jeg anede ikke, hvem de var. Og så begyndte Per Aage Brandt at skille min digte ad. Det var jo et grusomt sted at gå. Totalt upædagogisk. På en virkelig, virkelig skøn måde«, siger Kristian Leth.

Nede i kælderen spurgte Per Aage Brandt, om Kristian Leth ikke kunne se, at digtene kunne sættes sammen på en anden måde, og stillede spørgsmål til de valg, Leth havde truffet i sin tekst.

»Men jeg vidste ikke, hvorfor det stod, som det stod. Og så sagde jeg: »Jeg tror ikke på redigering«. Jeg var 19 år. Og jeg kan huske den vantro, der bredte sig i lokalet. Hvorefter Niels Frank sagde: »Så er du kommet det forkerte sted««.

Hvorefter han kom ind og gik på Forfatterskolen i to år.

»Når jeg tænker tilbage på det i dag, ligger der i det udsagn om at undslå sig redigering en frygt for at turde at tage sig selv alvorligt. For tager man noget alvorligt, kan det gå galt. Det er også derfor, jeg stoppede til alt. Jeg var også ved at stoppe på Forfatterskolen efter det første år. Fordi det var så ugudelig hårdt at blive diskuteret og revet fra hinanden«.

Færdig med Forfatterskolen var Kristian Leth hurtigt videre. Han slap igennem nåleøjet til Danmarks Radios Talenthold, hvor han blev optaget foran 500 ansøgere i 2004. Og så var han pludselig tv-vært på musikprogrammet ’Liga’.

Derefter fulgte radioprogrammerne. Og bøgerne. I de seneste tolv år har Kristan Leth blandt meget andet stået bag prisvindende radioserier om ’Niebelungens ring’, modtaget en sprogpris og udgivet en samtalebog med dna-forskeren Eske Willerslev. For ikke at nævne debatindlæg og artikler.

I dag laver han podcasten ’Album’ for Podimo sammen med Informations musikredaktør, Ralf Christensen.

»Dengang jeg var på Danmarks Radio med fast løn og pension, var tanken lidt, at jeg ville skrive bøger ved siden af. Og drømmen var så at udgive en plade, når jeg blev 30 og fik tid«, siger Kristian Leth.

Farvel til myter og ruin

Længe inden da var pendulet allerede svinget mod musikken igen.

På et dansegulv i slutningen af 1990’erne havde han mødt tvillingerne Fridolin og Frederik Nordsø. I en periode boede han samme med Fridolin, og sammen skabte trioen et venskabeligt og musikalsk fællesskab omkring legen ’Failure’.

De skiftedes til at stikke hinanden en guitar, bestemme to akkorder samt en sætning, og så skulle de øjeblikkeligt skrive en sang og indspille den på en kassettebåndoptager.

Som børn af guitaristen Mikkel Nordsø var Fridolin og Frederik opdraget med musik i alle fibre og fingre. De var (og er) teknisk dygtige. Kristian Leth var ikke så skolet, men »jeg har altid kunnet skrive sange uden at skulle tænke over det«, som han selv siger.

En dag spurgte Nordsø-brødrene, om de måtte udgive et af Kristian Leths MySpace-projekter. Han havde gennem længere tid oprettet forskellige fiktive bandprofiler på forløberen for de sociale medier, hvor ukendte musikere blev opdaget i 00’erne.

For Kristian Leth var MySpace endnu en legeplads, hvor han kunne være en krautrock-duo den ene dag og et støjrockorkester den næste.

Nordsø-brødrene ville oprette et pladeselskab og havde brug for noget at udgive. De valgte Leths MySpace-band The William Blakes, tog til en ødegård i Sverige, indspillede et album på fem febrile dage uden søvn og gjorde Kristian Leth til medgrundlægger af pladeselskabet Speed of Sound.

»På vejen derop lyttede vi til ny dansk musik. Sikke noget lort! Vi mente, at det alt sammen var lavet i frygt. Frygt for at gøre noget forkert. Derfor lavede vi to regler. Et: Man må ikke sige nej til noget som helst. Overhovedet. To: Det er ikke os, der spiller, det er The William Blakes. Så kunne vi slippe af sted med hvad som helst«.

Tiden i teatrets verden af masker var ikke gået ubemærket hen.

Og da The William Blakes skulle have et større selskab til at distribuere debutalbummet, ’Wayne Coyne’, i 2008, fortsatte de hemmelighedskræmmeriet over for pladeselskabet A:Larm.

»Vi fandt på historier, sagde, at det var et band fra Jylland. Først da de ringede tilbage og ville udgive det, fortalte vi sandheden«, siger Kristian Leth.

Sandheden var også, at gør-det-selv-ånden i The William Blakes var et opgør med hele forestillingen om, at det tager mange måneder i et studie at skabe god rockmusik, og at man skal passe på med at blive for poppet.

»Fuck nu af! Du kan skrive en sang sådan her!«, siger Kristian Leth og knipser med fingrene på skærmen.

»Vi kunne ikke have de der myter, vi kunne ikke have den der selvhøjtidelighed, vi kunne ikke have den der økonomiske ruin, alle vores forældre og kollegaer var i. Hele den der om, at de, der tjener penge, de har solgt ud«.

Foto: Miriam Dalsgaard

Helst uden efternavn

Kristian Leth sidder på min skærm og tager et sug på sin vaper. Ude på gaden i Brooklyn kan jeg høre noget, der lyder som en skraldebil, bumle tungt forbi.

I forskellige variationer har han fortalt historien om The William Blakes før. Ofte som en fortælling om at udfordre den herskende logik i den danske musikbranche, hvor der ifølge Kristian Leth på det tidspunkt var større interesse i at få solgt Madonna-plader end at opdage nye danske navne.

Men maskespillet, de falske identiteter og skjulte spor til fortiden handlede også om noget andet. Om at gør sig fri af de mange kommentarer om, at de sikkert har haft det let i det danske kulturliv, når de nu hed Leth og Nordsø til efternavn.

»Det har altid været vigtigt i alt det, jeg laver, at det kommer frem på sine egne præmisser. Jeg har aldrig brugt en familierelation. Det var så vigtigt for mig, at der ikke måtte være opmærksomhed, der kom et andet sted fra. I dag ville jeg sige: Slap nu fucking af. Men for mig handlede det hele om spørgsmålene: Hvor kommer man fra? Har man fået det hele på forhånd? Har man lov til at blive hørt som sig selv? Hvad er éns arv, og hvor begynder man selv? Det er fandeme noget, jeg har tænkt meget over«.

Det er stadig et minefelt at gå ind i. Særligt i en tid, hvor Kristian Leth kan læse den ene artikel efter den anden i amerikanske medier om privilegier, status og blindhed. Også selv om han er gået en stor bue uden om sit eget efternavn.

»Jeg mødte engang Flemming Leth, ham handymanden med tv-programmet. Han spurgte mig: Har du overvejet at bruge dit navn? Og så sagde jeg, som er helt ung: Ja, og det har jeg virkelig tænkt, at det skal jeg ikke. Så sagde han: Prøv lige at høre, hvis du skal fra punkt A til punkt B, så kan du vælge at køre i hestevogn eller i Ferrari. Det var det, han sagde. Hans program hed ’Det’ Leth’...«, siger Kristian Leth.

Der kommer en atypisk påpasselighed over Kristian Leth, når han taler om sine familieforhold. Stolthed og omsorg, når det handler om sine børn og kone, forbehold, når det bevæger sig uden for den cirkel.

Som om han leder efter balancen på en hårdt spændt stålwire.

»Forleden talte jeg med min bror om det. Og så sagde min kone: »Jeg er fandeme glad for, at jeg ikke er født som en Leth«. Hvad?! »Ja«, sagde hun, »når jeg kigger på jer ...««, siger Kristian Leth.

»Og det er noget mærkelig noget. For jeg har samtidig svært ved at omfavne dét synspunkt. For det er ikke synd for mig! Der er ikke nogen, der skal have ondt. Alle har deres egne problemstillinger. Min er bare virkelig svær at fortælle. Uden at ryge i enten den ene eller den anden grøft. Og jeg hader portrætter af folk, der siger, at det var åh så svært af komme hjemmefra med god ballast«.

Siden deres debut er The William Blakes blevet hyldet med to Danish Music Awards og har udgivet otte album. Alle sammen skabt i den oprindelige ånd af tempo og uforudsigelighed gennem mottoet: ’Skyhøje ambitioner, meget lave forventninger’.

Syndefald i Østre Anlæg

Kristian Leth kommer direkte fra en debat i P1, da jeg møder ham ude foran Statens Museum for Kunst i februar. Det er første gang, han og familien er i Danmark i et halvt år. Han var været i radioen for at diskutere Socialdemokratiets strammerkurs på integrationsområdet.

Leth mener, at regeringspartiets strategiske skift for at sætte højrefløjen ud af spillet vil få konsekvenser længere nede ad vejen i den måde, hvorpå vi ser og taler om mennesker, der kommer til Danmark. En debat, Kristian Leth har deltaget i gennem flere år.

»Jeg er altid meget påpasselig med at stille op til debat. Jeg har stor respekt for politikere og deres håndværk, så man skal gøre sit hjemmearbejde. Men i dag diskuterede vi lige præcis den boligblok i Kokkedal, hvor jeg faktisk har boet«, siger Kristian Leth.

Sammen med fotografen går vi en tur gennem Østre Anlæg. Her legede Kristian Leth som barn. Han peger på de uofficielle stier, som skiftende årgange af børn har trådt mellem nøgne træer og buske, mens de har befundet sig i en forestillingsverden, og de var på vej i krig ad en variant af Ho Chi Minh-stien.

»Den høj der var jo ikke en høj, men en borg på toppen af et bjerg«, siger Kristian Leth.

»Som barn var jeg sød og behagede omgivelserne. Jeg var optaget af, at alle andre skulle have det godt. Og så var fantasiverdenen et sted at tage hen. Et sted, jeg kunne tage en pause. Hvis man er god til at behage andre mennesker, opdager de det ikke. De ser bare, at man er sød. Men man trænger selv til en pause fra det«.

Da Kristian Leth var 11 år gammel, rendte han en dag rundt i Østre Anlæg sammen med sin ven Mark. De jagtede fugle med en pind. Hele dagen gik med at ligge på lur i parkens små kroge, liste sig gennem krattet og ind på en gråspurv eller en forvildet måge.

»Vi løb og råbte i leg: »Vi skal dræbe de der fugle!«. Og man lykkedes jo aldrig med at fange en. Men så lige her ramte jeg en due«, siger Kristian Leth og peger ind i buskadset.

»Med en pind. Hårdt. Bok! Vi blev så forskrækkede begge to. Jeg ved ikke, om jeg brækkede vingen på den eller noget, for vi løb bare. Det var forfærdeligt. Og der skete et eller andet i os«.

Man kunne kalde det en form for syndefald. Det flydende skel mellem fantasi og virkelighed brød sammen. Pludselig var det hele virkeligt. Også for virkeligt. En anden form for bevidsthed flyttede ind og skubbede en del af barndommen ud.

Denne vinterdag står vi på det samme sted. Sneen har suget farverne ud af verden. Den er sort-hvid. Kristian Leth er 41 år gammel nu. Og der i Østre Anlæg, med sin ånde hængende i den frosne luft foran munden, står han på en måde midt i en anden form for syndefald.

Efter en periode med livskrise og tungsind er det hyperaktive menneske i gang med det, han med en lidt akavet grimasse kalder at blive voksen.

Når man er blevet far som 23-årig, er det måske en lidt uventet udmelding. Formuleringen kunne også være: at tage sig selv alvorligt på en ny måde.

Foto: Miriam Dalsgaard

Sig det, som det er

Dengang Kristian Leth blev far første gang, var der ikke noget med at løbe forvirret rundt. Rollen som far tog han beslutsomt på sig. Den gav hans liv et fast holdepunkt, han har prioriteret over alt andet lige siden.

Som han i en lidt for hurtig vending engang sagde til en praktikant på Danmarks Radio, der spurgte om et karriereråd: Glem karakterer og eksamen, bliv forælder i en fart. Nok ikke det klogeste råd, men det fungerede for Kristian Leth.

»Hovedprojektet, da jeg blev far, var at give min unge en anden stabilitet end den, jeg selv havde haft. Så jeg fik et job på DR. Jeg var ellers på bistand eller arbejdede på Fisketorvet i receptionen. Man kan så sige, at jeg har brugt de sidste par år på at indhente nogle erkendelser, jeg ikke havde tid til dengang«, siger Kristian Leth.

Det er blevet april, og vi er tilbage på Skype. Der er gået et år, siden samtalen begyndte, og Kristian Leth har en anderledes glød i stemmen.

Hans håbefulde optimisme har fået ny gødning af den succesfulde udrulning af vacciner i USA, og han har indspillet en plade. Vi taler om processen og om, hvordan lydfilerne er blevet sendt rundt til musikere i isolation rundt om i verden.

Jeg bemærker, at det er en mere personlig plade, der med ’Den episke’ åbner med noget nær en programerklæring om at tro »på ånden og på kærligheden og på tillid og på medicin«. Jeg lægger mærke til, at hans stemmeleje virker dybere, mere naturligt. Og påpeger, at Kristian Leth næsten parafraserer et digt fra Søren Ulrik Thomsens ’Det skabtes vaklen’, når han et sted synger:

»Jeg tror, jeg er gammel nok/ til at sige det som det er/ Jeg ved, at jeg var bange nok/ men at jeg ikke er det mere«.

Han griner over sammenfaldet og fortæller, at han har været syv år om at skrive albummets sidste sang, den storladne og folkede ’Uendelige’, færdig. Ham, som ellers kan skrive tre færdige sange på en dag. Og den er endt med næsten at lyde som en privat besked om angst og livslang kærlighed til den elskede på hovedpuden ved siden af.

»Man skal passe på, at det personlige ikke bliver privat og irrelevant. Og jeg er ikke selv interesseret i at læse andre folks dagbøger. Men der er sket et skred i forbindelse med depressionen og det manuskript«, siger Kristian Leth.

Han har fået en ny frihed, efter han har skrevet sig igennem sin egen fortælling.

»Der er sket et skred, i forhold til hvad jeg kan skrive, og hvordan jeg kan skrive om det. Det handler ’Sig det som det er’ jo om. Det er en sang, jeg er nervøs over at spille for folk. Den er sunget meget ligetil, meget ærligt. Det er også mig selv, der spiller klaver på den«, siger han og tilføjer:

»Hvis ’Den episke’ er en troserklæring, er ’Sig det som det er’ en krigserklæring. En måde at sige ’fuck alt det andet, det her er min sandhed’ på«.