Facebook bør ikke lave Instagram til børn.
Sådan lyder meldingen fra justitsministrene i 44 af USA’s delstater, som alle opfordrer facebookstifter Mark Zuckerberg til at skrinlægge planerne, skriver Bloomberg News. Det sker, fordi Facebook arbejder på at lave en ny version af Instagram – som er ejet af Facebook – for børn under 13 år med navnet Instagram Youth.
Justitsministrene mener, at det nye medie kan skade børn mentalt. Og kompromittere deres privatliv.
»Brugen af sociale medier kan være skadelig for børns sundhed og velvære, da de ikke er i stand til at navigere gennem de udfordringer, der er i forbindelse med en socialmediekonto«, skriver de i et brev.
»Facebook har historisk set fejlet i forhold til at beskytte børns velbefindende på sine platforme«, står der yderligere.
Facebook selv skriver i en pressemeddelelse, at selskabet vil prioritere sikkerhed og privatliv, og at firmaet arbejder sammen med kontrolinstanser og eksperter i forbindelse med at lave en ny platform. Det er heller ikke planen, at der skal være annoncer på det nye Instagram, oplyser det sociale medie ifølge Bloomberg News.
»Vi er enige i, at uanset hvad vi udvikler, skal sikkerhed og privatliv prioriteres, og vi vil arbejde sammen med eksperter i børns udvikling, sikkerhed for børn og deres metale sundhed«, skriver Facebook.
20 mio. børnepornografiske billeder
De 44 justitsministre citerede i brevet en undersøgelse fortaget i Storbritannien, som viser, at Instagram er det sociale medie, hvor børn hyppigst lokkes til sex eller til at dele seksuelle billeder af sig, skriver Variety. Yderligere står der i brevet, at der alene i 2020 blev fundet 20 millioner børnepornografiske billeder på Facebook og Instagram.
»Kort sagt er en Instagram-platform for små børn skadelig af utallige årsager«, konkluderer brevet fra justitsministrene.
Facebook er ikke begyndt at lave Instagram Youth endnu, men er kun i gang med de indledende øvelser i forbindelse med at udvikle den nye app.
Men ledelsen har sagt, at målet er at give præteenagere adgang til de fleste af de ting, som ældre i dag har adgang til på Instagram, men med forældrekontrol og gennemsigtighed.
Instagram selv siger i et opslag, at det sociale medie er ved at udvikle en ny algoritme, som kan regne brugerens alder ud ved at registrere, hvordan vedkommende interagerer med platformen, hvor man altså skal være over 13 år for at oprette en brugerprofil.
»Vi ved, at unge lyver om deres alder«, skriver de.
Der er endnu ikke sat nogen dato på, hvornår Instagram Youth er klar.
fortsæt med at læse









