Den 20-årige rapper Lil Loaded, med det borgerlige navn Dashawn Robertson, er ifølge NBC fundet død.
Dashawn Robertson døde, mens han var på prøveløsladelse. I oktober skød han ved et uheld en ven under en musikvideooptagelse.
»Drengen var på vej til at lave noget stort«, siger Stanley Gabart, ejeren af det pladeselskab som rapperen tilhørte, Epic Records.
Rapperen har siden 2019 været en upcoming rapmusiker, men det var en tilfældighed, der banede vejen for Lil Loadeds succes.
Youtuber hjalp godt på vej
I 2019 er den dengang 18-årige rapper klar til at udgive sin anden sang nogensinde efter flere udskydelser.
En sen sommernat ryger videoen på YouTube og ud i det massive netværk af videoer, hvor der hvert minut bliver uploadet 500 timers videomateriale.
54 minutter efter upload opdager den kendte youtuber Tommy Craze videoen. Han er blot nummer to til at se den.
Tommy Craze har på det tidspunkt en serie, hvor han ser musikvideoer af ukendte musikere, som har 0 visninger, og taler om dem efterfølgende.
Det er her, han tilfældigt rammer Lil Loadeds single – ’6locc 6a6y’.
’6locc 6a6y’ (udtales ’block baby’, men spiller også på pistolmærket Glock) er en tung rapsang filmet i rapperens boligblok i Dallas.
I musikvideoen står han uden trøje, spytter rim, peger pistoler mod kameraet, laver en vifte med pengesedler og stabler iPhone-kasser oven på hinanden, mens lyrikken sværmer om begrebet block baby – en person som aldrig har forladt blokken.
Youtuberen Tommy Craze er mildest talt blæst bagover over den unge hårde rappers flow og råhed – og han er ikke den eneste. Tommy Crazes følgere klikker også løs på videoen.
Det medfører, at da Lil Loaded vågner dagen efter, har han fået 45.000 visninger. Dagen efter runder tælleren 100.000.
Flere etablerede rappere roser også sangen, og pladeselskaber begynder at ringe den unge rapper op. Visningerne eksploderer. På hans dødsdag 31. maj, har ’6locc 6a6y’ over 29 millioner visninger på YouTube.
Det er altså her, hans succes starter – før det var han bare en dreng fra blokken.
Dashawn Maurice Robertson
Lil Loaded, som er døbt Dashawn Maurice Robertson, blev født i Californien 1. august 2000 og flyttede til Dallas, da han var 10, med sin mor og fire søskende.
Eftersom faren var i fængsel, var det den otte år ældre storebror, der sørgede for familien, og var med til opfostre den unge rapper. Men det var ikke nødvendigt længe – for som rapperen selv sagde, i »boligblokken bliver man hurtigt voksen«.
Familien havde altid boet i boligblokke, men i et forsøg på at komme væk fra det rå miljø, flyttede den til Dallas.
En nat vågnede 15-årige Dashawn Maurice Robertson, da telefonen ringede. Han vidste med det samme, at nogen var død, han vidste bare ikke hvem, fortæller han i et videointerview.
Det var storebroren, der var blevet skudt.
»Først troede jeg, at det var min mor, der var død, da jeg ikke var hjemme. Men det her gjorde noget ved mig. Hvis jeg havde været der, kunne jeg måske have gjort noget anderledes«.
Lil Loaded
Dashawn Robertson og storebroren var medlem af banden Rollin’ 60s – i sangen ’Gang Unit’ hylder han den blandt andet. Mordet på storebroren var af den grund formentlig banderelateret.
Dashawn Robertson har, siden han var lille, gået med pistol, fortæller han i et interview til magasinet Complex. Det var også årsagen til, at han fik sit rappernavn.
Lil Loaded opstod, da han altid gik med pistol i sin rygsæk. Til basketball og fodboldtræning, i skole og når han skulle handle. Han var lille – men loaded.
Første gang, Dashawn Robertson hørte hvislen af et pistolskud, var han blot 15 år. Men det var ikke sidste gang.
To år efter blev han ramt. Skuddet, som ramte ham, havde direkte retning med rapperens hoved, men ramte i stedet hans venstre hånd, da den var løftet op til hovedet. Kuglen satte satte sig fast i knoglen ved tommefingren.
I the hood tager man ikke på hospitalet, fortæller Dashawn Robertson i et interview. Her ordner man det selv. Han tog derfor over til den lokale hood doctor - en mand, der er i hvert boligkvarter af den type, fortæller han, som man fortroligt kan gå til. Kuglen blev fjernet uden nogen former for bedøvelse.
I oktober 2020 skulle Lil Loaded filme en musikvideo med en af sine bedste venner, Khalia Walker. Traditionen tro havde de pistoler, penge og dyre smykker. Og traditionen tro var pistolerne ladt - fully loaded.
Her gik to skud af fra pistolen i rapperens hånd. Det ene skud ramte Khalia Walker i brystet. Dashawn Robertson stak af. Khalia Walker omkom.
Et par uger efter meldte han sig selv til politiet, og han stod til at skulle i retten for uagtsomt manddrab.
Den sidste dag i maj begik han selvmord, ifølge hans advokat Ashkan Mehryari.
I Lil Loadeds sidste opslag på Instagram påkalder han sig Gud og vedkender sine synder.
fortsæt med at læse









