De store ulykker kan skjule de små. Men de får dem ikke til at forsvinde. Da sociologen Pierre Bourdieu med sit hold af socialforskere i 1993 drog ud for at undersøge det franske samfunds usynlige demarkationslinjer, fandt han et land, der på mange måder burde være godt i stand.
’De tredive gyldne år’, århundredets vækstmirakel, var måske fortid, men Frankrig var internationalt set stadig rigt og magtfuldt. Og lige det var paradokset: Der var rimelig stor fremgang og alligevel overalt mismod; velstand og alligevel bitterhed.
’Misère de position’ (’Positionsulykke’, red.) kaldte Bourdieu denne omsiggribende fornemmelse af relativ ulyksalighed, som han mødte, og for at forklare sit begreb greb han til æstetikkens verden. Den globale stilling for den franske arbejderklasse, skrev han, kunne nemlig sammenlignes med den, som kontrabassisten indtager i et symfoniorkester: Set udefra tilhører man toppen, men set indefra – i gruppens egne øjne – er man uomtvisteligt en del af bunden; man er måske nok en del af musikken, men det er nogle andre, der spiller melodien.
Fast forward til vinteren 2018. Op og ned ad en Champs-Élysées i brand marcherer en enorm menneskemængde af Gule Veste. Kun bataljonen af i hast indkaldte oprørsbetjente forhindrer dem i at nå præsidentpalæet.
