Den 38-årige tidligere ’Smallville’-stjerne Allison Mack, skal 3 år i fængsel for sin rolle i kulten Nxivm, hvortil hun rekrutterede kvinder som sexslaver.

’Smallville’-skuespiller hvervede kvinder til berygtet sexkult. Nu er dommen faldet


 Allison Mack forlader  Brooklyn Federal Courthouse.  Foto: Shannon Stapleton/Ritzau Scanpix
Allison Mack forlader Brooklyn Federal Courthouse. Foto: Shannon Stapleton/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I 2019 erklærede den amerikanske skuespillerinde Allison Mack sig skyldig i at have rekrutteret kvinder som sexslaver i et hemmeligt sektagtigt netværk kaldet Nxivm.

Den 38-årige skuespiller, der er mest kendt for sin rolle i den populære tv-serie ’Smallville’, risikerede op til 40 års fængsel.

Nu er dommen faldet, men med en væsentlig mildere straf.

Retten i New York endte med at idømme Allison Mack 3 års fængsel og en bøde på 20.000 dollars eller 125.000 kroner, skriver NBC News.

»Jeg gjorde ting, som jeg for altid vil fortryde«, sagde hun til dommeren ifølge Associated Press og tilføjede, at hun var fuld af »anger og skyld«.

En af årsagerne til den reducerede fængselsstraf begrundes i Allison Macks vilje til at samarbejde og tage afstand fra kultens leder, Keith Raniere, sagde hendes advokat i retten ifølge NBC News.

»I løbet af de seneste tre år har Allison Mack gjort sit for at få rettet op på sit liv, mens hun oprigtigt har dedikeret sig til rehabilitering og afstandtagen til Keith Raniere samt dem, der støttede ham. Hun er nu godt på vej til at blive et velfungerende medlem af samfundet. Hun kan ikke omgøre det, hun har gjort, og hun bliver nødt til at leve med den skam og anger resten af sit liv«, sagde hendes advokat.

Nxivm-gruppens formål var ifølge anklagerne at rekruttere kvinder til at have sex med blandt andet den nu 60-årige gruppeleder Keith Raniere, som har fået 120 års fængselsstraf for sine forbrydelser i kulten.

Rekrutteringen af kvinderne bestod blandt andet i, at kvinderne skulle tage kompromitterende billeder af sig selv. Billederne kunne bruges som pression, hvis kvinderne ville forlade gruppen.

Ifølge anklager blev flere kvinder brændemærket med Keith Ranieres initialer – et ritual, der blev filmet, mens andre medlemmer af sekten holdt fast i kvinden.

Nxivm-gruppen fungerede som et pyramidesystem, hvor man skulle betale for at komme højere op i hierarkiet mellem slaver og mentorer. Allison Mack var en del af gruppens højest rangerende medlemmer.

I dag er Nxivms hjemmeside lukket, og der er ikke nogen officielle beviser for, at gruppen stadig er aktiv, men Times Union beskrev i 2020, hvordan flere tidligere medlemmer af gruppen dansede foran Keith Ranieres fængselscelle i delstaten Pennsylvania.

Ebbe Sidenius

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her