Høje smittetal truer Vor Frue Sogn, og det kan betyde, at Aros må lukke. Kommunen forbereder nødplan.

Høje smittetal truer med at lukke kulturtilbud i Aarhus Midtby

Foto: Søren Vendelbo (arkiv)/Søren Vendelbo
Foto: Søren Vendelbo (arkiv)/Søren Vendelbo
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 19.30

Risikoen for nedlukning hænger over Aarhus Midtby, som i øjeblikket oplever stigende smittetal.

Hvis smitten tager til i Vor Frue Sogn, kan det betyde, at sognet tvangsnedlukkes midt i turistsæsonen. Mens liberale erhverv såsom barer, restauranter og detailhandlen godt må forblive åben, selvom sognet lukker, vil det få konsekvenser for kulturtilbud som Aros og Musikhuset Aarhus samt idrætsfaciliteter. Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til Politiken.

Derfor er Aarhus Kommune gået i gang med at forsøge at afbøde de værste konsekvenser af en eventuel nedlukning.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Kommunen er i dialog med Aros om ansøgninger om dispensation, som ved en nedlukning kan ende med at fritage kulturtilbud fra at holde lukket.

Ansøgningerne sendes til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis nedlukningen bliver en realitet.

De kan behandle ansøgningerne meget hurtigt, og kommunen er optimistisk i forhold til at få dem godkendt.

»Coronasmitten er koncentreret blandt de 20- til 29-årige, og det er ikke den dominerende gruppe gæster på kultursteder som Aros og Musikhuset«.

»Derfor har vi håb om at få dispensationer«, siger Lise Uhre Pless, som er forvaltningschef og chef for krisestaben i Aarhus Kommune, til avisen.

Vor Frue Sogn har ifølge Århus Stiftstidende brudt to af de tre grænser, som er opstillet for lokale nedlukninger.

Det drejer sig om antallet af smittede og positivprocent.

Det sidste kriterium er incidenstallet - antal smittede per 100.000 indbyggere. Sognet lukker ved et incidenstal på 600. Aktuelt ligger det på 566 for Vor Frue Sogn.

Det er ikke kun Vor Frue Sogn, der trues af høje smittetal. Også Københavns Kommune er tæt på at nedlukke, og da det her er hele kommunen, vil en nedlukning også påvirke bar- og cafelivet. I går advarede kommunen på deres Facebookside om de høje smittetal, hvor det særligt er Nørrebro og Indre By, der er hårdt ramt.

»Vi har bremset smitten før – og vi kan gøre det igen. Det handler om afstand, god hygiejne og test. Og så skal du selvfølgelig blive hjemme, hvis du føler dig sløj«, skrev kommunen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her