Yoko Ono har installeret 100 kister med små frugttræer i Bank of Lithuanias hall. De skal minde os om, at det hele går videre, også efter krig og naturkatastrofer.

Se billederne: Yoko Ono gør livet besværligt for de ansatte i banken

Nogle af kisterne er små, som lå der børn i dem. De fleste er store nok til at rumme en voksen menneskekrop. Op af dem alle stikker et ungt frugttræ.  Foto: Petras Malukas/Ritzau Scanpix
Nogle af kisterne er små, som lå der børn i dem. De fleste er store nok til at rumme en voksen menneskekrop. Op af dem alle stikker et ungt frugttræ. Foto: Petras Malukas/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Til daglig stinker her af penge og magt. Bombastiske korintiske søjler. Tonstunge stengulve, materialet ligner marmor. Og loftet! Ikke bare er der højt op til det, det er selvfølgelig også lavet af glas.

Det er ren autoritet og ingen overflødige dikkedarer, som møder dem, der træder ind i den nyklassicistiske hall i Bank of Lithuania i Kaunas, Litauens næststørste by. Eller det er det i hvert fald normalt.

Men den japansk-amerikanske kunstner Yoko Ono har for tiden forvrænget bankrummet (og gjort arbejdet for de bankansatte lidt mere besværligt) ved at placere ikke færre end 100 trækister (nogle små, de fleste store) i hallen, der nu virker ufremkommelig som toilettet i en toværelses på Nørrebro.

Op af et hul i hver kiste stikker et spinkelt træ, som i hvert fald om nogle år bliver til et regulært frugttræ. Træerne danner faktisk en lille grøn plantage. Og fra højttalerne i banken strømmer lyde fra naturen. Hvis nogen skulle være i tvivl: Ja, der er håb! For livet og fremtiden og alt muligt andet. Også der, hvor vi mindst regner med at finde det.

Det er livet som en fortsættelse, har den verdenskendte kunstner selv sagt om værket. Efter krig, naturkatastrofer eller bare hverdagens almindelige katastrofer.

Installationen, der har titlen ’Ex It’, åbner, i anledning af at Kaunas i 2022 skal gøre sig til som europæisk kulturhovedstad. Den titel, som år for år går på omgang mellem de europæiske lande (sammen med en masse støttekroner) og for et par år siden tilhørte Aarhus.

Samtidig varmer Yoko Ono med sin installation op til en stor retrospektiv udstilling, som den anerkendte visuelle kunstner, sanger, forfatter og fredsaktivist i september har i Kaunas Picture Gallery.

Johan Moe Lindskov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her