Beyoncés nye album, der udkom fredag, blev lækket før tid. Men mange fans ønskede ikke at bryde loyaliteten til superstjernen og undlod derfor at lytte til det.

Superstjerne takker fans efter overraskende lækage

»Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg kan ikke takke jer nok for jeres kærlighed og beskyttelse«, skriver Beyoncé blandt andet i et opslag på sociale medier. Foto: Robyn Beck/Ritzau Scanpix
»Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg kan ikke takke jer nok for jeres kærlighed og beskyttelse«, skriver Beyoncé blandt andet i et opslag på sociale medier. Foto: Robyn Beck/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ventetiden på Beyoncés første album i seks år blev åbenbart for meget for nogen.

Onsdag aften dansk tid blev popstjernens nye album, ’Renaissance’, lækket og delt på internettet. Det kom som en overraskelse for mange, fordi Beyoncé er kendt for at holde kortene tæt til kroppen.

Blandt andet kunne det amerikanske medie Variety rapportere, at de i løbet af få minutters søgning havde fundet frem til albummet i høj kvalitet. Men Beyoncés fans, der går under navnet The Bey-Hive, forblev angiveligt loyale og undlod at gå på jagt efter det lækkede album, der udkom fredag midnat dansk tid.

I hvert fald har superstjernen sendt en tak til sine fans.

»Albummet blev lækket, men I ventede alle på det faktiske udgivelsestidspunkt, så I alle kunne nyde det med hinanden. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg kan ikke takke jer nok for jeres kærlighed og beskyttelse«, skriver Beyoncé blandt andet i et opslag på sociale medier.

I kommentarsporet bekræfter mange af hendes fans, at de ikke ønskede at opleve albummet på den måde.

»Jeg hørte, at albummet var blevet lækket, og jeg forsøgte ikke engang at lytte til det, fordi jeg ville høre det, som Bey (Beyoncé, red) og hendes team ønskede det«, skriver en.

’Renaissance’, der blev annonceret i midten af juni, er indtil videre blevet modtaget vel af anmeldere. I The Guardian får albummet fire ud af fem stjerner og bliver omtalt som »et muntert soundtrack til en hot girl summer«.

Beyoncé er en af verdens mest succesfulde musikere nogensinde og har solgt mere end 120 millioner album verden over. Hun startede sin karriere i gruppen Destiny’s Child, som fik sit store gennembrud i slutningen af 90’erne. Siden tog hendes solokarriere fart.

Hendes seneste album, ’Lemonade’, udkom i 2016 uden nogen form for varsel. Albummet, der behandler temaer som utroskab og raceulighed, er af mange blevet hyldet som et hovedværk inden for moderne popmusik.

Politikens musikredaktør, Simon Lund, kaldte det i sin tid for »en benzinbombe af både stærkt personlige og politiske dimensioner«.

Jonas Bach-Madsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her