Det er koldt. Varmen damper fra den næsten nøgne performers krop, mens hun langsomt, men sikkert, går i forfald, aser og maser med at hive den tunge danske kolonimagt rundt på Grønland – på deres jagt efter varme, lykke, lys og guld. I form af olie.
Det er en usædvanlig operasituation. Som publikum sidder vi på små skamler i to cirkler rundt om de medvirkende midt i en mørk og kold skøjtehal på Østerbro. Folk er i skitøj, huer og vanter efter streng instruktion fra arrangørerne, for ingen skal blive dårlige af en times opera i fire graders varme.









