Jeg har aldrig brudt mig om Aage Stentoft, selv om jeg aldrig har haft det mindste med ham at gøre. Hans storhedstid som teaterdirektør og komponist var forbi, da jeg begyndte at interessere mig for teater, så jeg lærte ham at kende, da jeg som stor dreng så Poul Martinsens dokumentar ’I skyggen af en far’ (1991). Dokumentaren følger Aage Stentofts søn radiomanden Christian Stentoft, mens han laver to radioudsendelser for at blive klogere på sin nyligt afdøde far. Aage Stentoft var meget fraværende i sønnens opvækst, og deres forhold var problematisk. Selv om det er mere end 30 år siden, kan jeg stadig se Christian Stentofts bedrøvede blik bag de tykke, tykke brilleglas for mig.

Dokumentaren og radioudsendelserne forsyner os ikke med faderens syn på tingene, og derfor burde jeg muligvis have ladet tvivlen komme Aage Stentoft til gode, men det har jeg aldrig gjort. Jeg respekterer naturligvis hans bedrifter som teaterbagmand og må indrømme, at hans evner som komponist imponerer mig, hver gang jeg støder på en evergreen og konstaterer, at også den er hans værk.