En helt særlig mønt med stor kulturel tyngde er blevet udleveret fra USA til Israel.

USA leverer sjælden mønt tilbage til Israel

Lyt til artiklen

I den meget lille, næsten 2.000 år gammel kvartshekel ligger der en enorm historie gemt.

En historie, der i fremtiden kan opleves i Israel. USA har nemlig nu leveret mønten tilbage til dens oprindelige hjemsted, efter at den ulovligt blev stjålet og solgt ud af landet for omkring 20 år siden.

Det skriver CNN.

Mønten fortæller historien om jødernes modstand mod romerne i det første århundrede af vores tidsregning, hvor romerne havde sat sig på Judæa. Under en række krige og revolutioner gjorde den jødiske befolkning modstand på mange forskellige måder, blandt andet ved ikke at anerkende romernes møntfod.

Ifølge CNN udtaler de israelske antikvitetsmyndigheder, at oprørere slog nye symboler i de romerske mønter og dermed fjernede kejserens ansigt. Mønterne har ifølge myndighederne været en sjældenhed og har ikke været brugt som møntfod, men for at vise modstand.

En million dollars

Amerikanske efterforskere har afdækket møntens vej ind på det sorte marked, og den er efter alt at dømme blevet smuglet via Jordan til Storbritannien, hvor den blev forsynet med forfalskede papirer og derefter eksporteret til USA. I 2017 blev den opdaget på en auktion i Denver i delstaten Colorado, hvor myndighederne konfiskerede den.

Hvad en kvartshekel svarer til i nutidens penge, er svært at sige, men den sjældne mønt er i sig selv over en million dollars værd, siger den offentlige anklagemyndighed på Manhattan, som stod for tilbageleveringen til Israel ved en ceremoni i New York.

Man kender kun til ganske få af disse mønter, og frem til nu har der ikke været så meget som en eneste på israelske museer.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her