Han var især kendt for populære programmer som ’Dus med dyrene’, ’Hund og hund imellem’ og ’En naturlig forklaring’. Nu er tv-vært Poul Thomsen død. Hans hustru, Susanne Lichtenstein, oplyser til DR, at han afgik ved døden torsdag.
»Klokken 13.30 sov Poul stille og roligt ind omgivet af mig og mine børn«, fortæller hun.
Han blev 84 år. Poul Thomsen blev som mangeårig tv-vært et ikon for en hel generation af seere i monopolets tid, hvor befolkningen samledes om bestemte programmer på DR, inden TV 2 kom til.
Vi havde begge en tåre i øjenkrogen på den fisketur. For vi vidste godt, at det risikerede at blive den sidste
Poul Thomsen kom tilfældigt ind i tv-branchen, da han medvirkede i et program om lystfiskeri. Første produktion var en serie børneprogrammer, hvorefter han i spørgeprogrammet ’Dus med dyrene’ uge efter uge gennem fem år svarede på seernes spørgsmål om dyr. De fleste af datidens seere vil huske, at den folkekære tv-vært havde sin egen hund med i studiet, Balder.
Også programmet ’En naturlig forklaring’ var populært. Her deltog et fast panel af eksperter med Poul Thomsen som det naturlige og rolige midtpunkt. Sideløbende beværtede han quizzen ’Hund og hund imellem’. Til DR siger Susanne Lichtenstein:
»Han levede altid efter, den han var, og det var en, der passede på dyrene«.
En af de største
En af dem, som kendte Poul Thomsen godt, er sundhedskorrespondent på DR, læge Peter Qvortrup Geisling, der i en årrække havde programmet Lægens Bord, hvor han – ganske som Poul Thomsen – svarede på seernes spørgsmål.
»Det er en af de helt store, som er død. Otto Leisner, Gunnar Nu Hansen og Poul Thomsen er i mine øjne de tre største i DR’s historie«, vurderer han.
Peter Qvortrup Geisling mødte Poul Thomsen tilbage i 1987 og beskriver ham som sit største forbillede. Fisk, fugle og sommerfugle er blandt Geislings største passioner, så de to fandt et interessefællesskab. Poul Thomsen havde en særlig evne til at få fat i og fastholde seernes opmærksomhed, siger han.
»Han var en af de bedste til at kommunikere i hele Danmark. Vi var alle med, da han med sin dybe stemme sagde ’God aften’«.
Peter Qvortrup Geisling tøver ikke med at sige, at »alt, hvad jeg har lært, har jeg lært af Poul«.
»Det er dybest set Pouls opskrift, som var grundlaget for den måde, jeg dækkede coronaepidemien på. Vi fik spørgsmål fra Kirsten i Brønderslev og besvarede dem efter bedste evne. Til Poul handlede spørgsmålet måske om en fugl, mens de i mit univers var et spørgsmål om vaccinen. Udgangspunktet er at gribe dem, som betaler for det hele. Seerne. Det er Poul, som har lært mig det«, siger han.
Den sidste fisketur
De to venner tog på fisketur sammen. Senest for to måneder siden på Fussingø Sø ved Randers, tæt ved Poul Thomsens hjem. Det øsregnede, fiskene bed ikke, men »jeg kunne mærke hans karisma«, husker Peter Qvortrup Geisling:
»Vi talte om, at det hele ikke var så sjovt længere. Hans hjerne fungerede fint, men kroppen var blevet gammel. Det tog omkring et kvarter at få ham ned i båden og et kvarter at hjælpe ham op igen. Vi vidste godt, at det var ved at være tid, og han sagde til mig, at han synes, at han havde nået alt det i livet, han gerne ville«.
»Vi havde begge en tåre i øjenkrogen på den fisketur. For vi vidste godt, at det risikerede at blive den sidste«, siger han.
Børn i dag kender måske ikke Poul Thomsen. Hvad vil du råde dem til?
»Jeg synes, at de skal gå ind på DR Bonanza, søge på ’Dus med dyrene’, se nogle af hans gamle programmer. De vil mærke den ro, der er i programmerne, i modsætning til meget af det andet de ser på TikTok og andre steder. Mange børn har dårlig trivsel, de har brug for ro til hovedet. Den kan de finde i Poul Thomsens programmer«, siger Peter Qvortrup Geisling.
fortsæt med at læse








