I en række europæiske storbyer kan folk nu møde en helt ny slags reklamer for flyselskaber og luftfart. Eller rettere anti-luftfartsreklamer.
Et kollektiv af kunstnere og aktivister, der kalder sig Brandalism, står bag en kampagne med 500 satiriske ’reklamer’ for flyselskaber, der bliver hængt op over hele Europa, skriver online-mediet Hyperallergic. De tager tager afsæt i de almindelige reklamer fra SAS, KLM, British Airways og en række andre store flyselskaber, men i stedet for at reklamere for flytrafik gør de opmærksom på, hvor skadelig den er for klimaet, og på hvor skadelig markedsføringen er.
»Lave priser til plastik-øen«, står der i en reklame for Ruinair – Ryaniar.
»Skab en mindre bæredygtig fremtid« på en billboardreklame for KLM. »#SigJaTilVerdensEnde«, står der på en reklame for Lufthansa, hvor en mand sidder og læser i et Lufthansa-magasin illustreret med en grøn, grøn skov, mens en skovbrand hærger uden for vinduet. Underteksten er: »Hos Lufthansa distraherer vi dig med billeder af træer, mens vi steger planeten«.
’Reklamerne’ kan ses i Paris, Amsterdam, Barcelona, Bruxelles, Liège, Lissabon, Rom, Nantes, London, Bristol, Norwich, og andre europæiske byer.
Brandalism består primært af anonyme medlemmer, men i forbindelsen med lanceringen af kampagnen mod flytrafik har Brandalism lagt en erklæring på sin hjemmeside, hvor de opfordrer EU til at nedlægge forbud mod flyreklamer i stil med de forbud, der gælder for tobak.
»Selv om vi har haft en af de varmeste somre nogensinde, fortsætter reklameindustrien med at gøre en tilværelse med højt CO2-forbrug som hyppige flyrejser tillokkende og glamour-agtig«, udtaler Tona Merriman.
Brandalism beder en række navngivne reklamebureauer som Ogilvy, VCCP, Dents og DDB Munchen overveje, hvordan de ved at udarbejde reklamer for flytrafik er med til at øge udledningen af CO2 fra flyselskaberne.
»Vi opfordrer alle medarbejdere i de firmaer til at nægte at arbejde for kunder med høj CO2-forurening«, udtaler Tona Merriman.
fortsæt med at læse








