Den nordengelske by Liverpool skal i 2023 være vært for det 67. europæiske melodigrandprix, skriver nyhedsbureauet Reuters fredag. Liverpool bliver værtsby på vegne af dette års vinder af musikkonkurrencen, Ukraine. Nærmeste konkurrent ved lodtrækningen blandt kandidatbyerne var Glasgow. Lodtrækningen blev transmitteret direkte i tv af BBC.
I årtier har det været en tradition, at vinderen af sangkonkurrencen afgør, hvor værtskabet skal være det følgende år. Men sikkerhedshensyn betød, at Storbritannien, der blev nummer 2 med sangen ’Space Man’ af Sam Ryder, fik overdraget værtskabet. Den ukrainske hiphopgruppe Kalush Orchestra vandt konkurrencen i maj i år med sangen ’Stefania’.
Finalen i 2023 vil finde sted 13. maj i Liverpool. BBC har hidtil stået for otte Eurovision-udgaver. Senest i Birmingham i 1998.
Ukraine er som forsvarende vinder fortsat automatisk kvalificeret til finalen. Det samme er de såkaldte Big 5, der består af Frankrig, Italien, Spanien, Storbritannien og Tyskland. Det er de lande, der står for de største økonomiske bidrag til arrangementet.
En række britiske borgmestre og parlamentsmedlemmer havde ytret ønske om at få showet til deres by. Det gjaldt ud over Liverpool og Glasgow blandt andet Aberdeen, Belfast, Birmingham, Cardiff, Edinburgh, Manchester, Leeds, London, Newcastle, Nottingham, Sheffield, Swindon og Wolverhampton.
Ritzau









