Hvert år siden 2009 er dansk komik blevet fejret med det storstilede show Zulu Comedy Galla. Men nu er det slut, oplyser TV 2 i en pressemeddelelse. Tv-stationen har valgt at lukke det populære arrangement efter 14 år. Det sker, fordi kanalen TV 2 Zulu, der sender showet, har brug for fornyelse, siger indholdschef for TV 2 Dorthe Thirstrup.
»Vi skal som alle andre i streamingbranchen blive ved med at forny os, udvikle nye formater og indhold. Det kræver, at vi indimellem skal give slip på noget, der har været godt«, udtaler hun i pressemeddelelsen.
Beslutningen indvarsler i det hele taget en ny tid på tv-kanalen, hvor der for fremtiden vil være fokus på flere genrer end komik.
Vi er lige nu i gang med en større transformation, som man kommer til at kunne se i både indhold og tone
»Vi er lige nu i gang med en større transformation, som man kommer til at kunne se i både indhold og tone«, siger Dorthe Thirstrup.
Sidste udgave af Zulu Comedy Galla blev sendt i september. Her løb Heino Hansen med den eftertragtede pris som Årets Komiker.
Blandt tidligere vindere af prisen finder man komikere som Anders Matthesen, Mick Øgendahl og Jonatan Spang.
ritzau
fortsæt med at læse








