Den dokumentariske bog ’Bullshit’ om rockermiljøet i 1980’ernes København bliver nu til en Viaplay-serie af samme navn.

Prisvindende bog af Politiken-journalist bliver til tv-serie

Alba August (tv.) og Marco Ilsøe spiller hovedrollerne i serien, som instrueres af Milad Alami (th.).
Alba August (tv.) og Marco Ilsøe spiller hovedrollerne i serien, som instrueres af Milad Alami (th.).
Lyt til artiklen

»Pia løb. Kun en politibil havde passeret hende for fuld udrykning, og det havde forvirret hende og gjort hende gal. Hun var nødt til at vende tilbage til sin mand«.

Sådan begynder bogen ’Bullshit – fortællingen om en familie’, der er skrevet af Politiken-journalist Camilla Stockmann og DR-journalist Janus Køster-Rasmussen.

Med bogen vandt parret den fineste journalistpris i Danmark, Cavlingprisen.

Og nu skal bogen filmatiseres i en serie på streamingtjenesten Viaplay.

Ligesom bogen følger serien de to unge rodløse karakterer Pia og Henning, der finder et nyt fællesskab i rockerklubben Bullshit.

Fordelt på seks afsnit af cirka 45 minutter skal den vise 1980’ernes rå bandeopgør, der blev kendt som Danmarks første store rockerkrig mellem Hells Angels og Bullshit.

Uskyldig i starten

I en pressemeddelelse fortæller instruktør Milad Alami, at serien tematisk drejer sig om familie og vold.

»Jeg har behandlet serien ’Bullshit’ som en lang sekventiel spillefilm. Hvad der begynder i rus og glæde, viser sig at blive et sandt mareridt«, lyder det fra instruktøren.

»Det er en 4,5 timers spændingstur ind i ungdommens vildskab, der er sjov og ret uskyldig i starten, men bliver mere og mere alvorlig og farlig«.

Bogen, der har inspireret til serien, er en dokumentarisk beretning, der er skrevet på baggrund af omfattende research i over 10.000 dokumenter og 100 mundtlige interviews med nulevende kilder.

I 2017 vandt de to journalister den anerkendte Cavlingpris for blandt andet at give læseren indblik i en ellers hemmelig verden.

»Ofte er der et højt plankeværk omkring en rockerborg. Vi må ikke kigge ind i den hemmelige verden. Ingen har set noget, ingen siger noget, og lykkes det en journalist at få en mikrofon i nærheden af den kriminelle underverden, kan ingen for det meste huske noget«, sagde Cavling-formand Kaare Sørensen under prisuddelingen.

Serien forventes at have præmiere i 2023.

Astrid Simone Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her