Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har siden Ruslands invasion gjort sig bemærket verden over.

Time kårer præsident Zelenskyj som Årets Person

Præsident Zelenskyj under et besøg i Kherson. Foto: Presidential Office of Ukraine/Ritzau Scanpix
Præsident Zelenskyj under et besøg i Kherson. Foto: Presidential Office of Ukraine/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er kåret som Årets Person 2022 af det amerikanske nyhedsmagasin Time, oplyser magasinet.

Kåringen kommer, efter at Rusland invaderede Ukraine 24. februar i år.

Siden da har den ukrainske præsident været i fokus i medier verden over.

Ifølge Time har valget af Volodymyr Zelenskyj som Årets Person været det nemmeste i mands minde.

»For at bevise, at mod kan være lige så smittende som frygt, for at få folk og nationer til at stå sammen i forsvaret af friheden, for at minde verden om demokratiets skrøbelighed – og fredens«, forklarer magasinets chefredaktør, Edward Felsenthal.

44-årige Volodymyr Zelenskyj har været præsident i Ukraine siden 2019, hvor han slog den dengang siddende præsident, Petro Porosjenko.

Den tidligere komiker og skuespiller har før sin politiske karriere blandt andet spillet Ukraines præsident i en tv-serie.

Han er vokset op i det centrale Ukraine og har også en juridisk uddannelse fra Kyiv National Economic University.

Time har kåret Årets Person siden 1927. Titlen gives til en person, en gruppe, et land, en organisation eller en idé, der på den ene eller den anden måde har sat et markant præg på året, der gik.

Årets Person 2021 blev Tesla-stifteren Elon Musk, verdens rigeste person med en formue, der dengang lød på omkring 265 milliarder dollar – svarende til cirka 1.750 milliarder kroner.

Den snart 100 år gamle titel som Årets Person er tidligere gået til blandt andre Adolf Hitler, Martin Luther King og Winston Churchill.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her