Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Manden bag musikken til 'Twin Peaks' er død

Foto: Chris Pizzello/Ritzau Scanpix
Foto: Chris Pizzello/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske komponist Angelo Badalamenti er død i en alder af 85 år, fortæller hans agent til den amerikanske avis Los Angeles Times.

»Familien til komponisten Angelo Badalamenti bekræfter, at han gik bort af naturlige årsager 11. december omringet af sin familie«, siger Laura Engel fra Kraft-Engel Management.

Angelo Badalamenti er især kendt for sit samarbejde med instruktøren David Lynch omkring tv-serien ’Twin Peaks’. I 1991 fik han tilmed en Grammy for sin temamusik til kultserien.

Derudover har den Brooklyn-fødte amerikaner lavet musik til tv-serien ’Wild at Heart’ og filmen ’Blue Velvet’, som begge også blev instrueret af David Lynch. Og netop samarbejdet med instruktøren betød så meget for Angelo Badalamenti, at han engang kaldte forholdet til David Lynch for »mit næstbedste ægteskab«.

Fra stemmecoach til komponist

Lynch og Badalamenti begyndte at arbejde sammen i 1986, da Lynch hyrede ham som stemmecoach til skuespilleren Isabella Rossellini i filmen ’Blue Velvet’, fremgår det af Badalamentis hjemmeside. Det endte dog med, at Badalamenti lavede soundtracket til filmen. Han havde også en lille rolle i familien som jazzpianist i en lounge, skriver musikmediet Pitchfork.

Angelo Badalamenti blev født i 1937 og startede med at spille klaver i en alder af otte år. I 1959 færdiggjorde han en masteruddannelse fra Manhattan School of Music.

En af Badalamentis tidligere samarbejdspartnere hylder ham på det sociale medie Twitter.

»I aften vil jeg løfte mit glas for min smukke ven, den slemme engel, Angelo Badalamenti«, skriver Tim Booth, der er forsanger i bandet James.

Tim Booth og Angelo Badalamenti lavede sammen albummet ’Booth and the Bad Angel’ i 1996.

»Han lærte mig mange ting, men primært, hvordan man nyder indspilningsprocessen. Vi lo fra start til slut, da vi lavede pladen sammen, vi var aldrig uenige. Jeg elsker ham«, skriver Booth videre.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her