Whoopi Goldberg har tidligere undskyldt for sine udtalelser om jøder, men er altså nu havnet i en lignende situation.

Hollywoodstjerne er igen i modvind efter »dybt krænkende og ignorante« udtalelser

Den 67-årige amerikanske skuespiller Whoopi Goldberg har fået kritik for sine udtalelser om holocaust.  Foto: Richard Shotwell/AP
Den 67-årige amerikanske skuespiller Whoopi Goldberg har fået kritik for sine udtalelser om holocaust. Foto: Richard Shotwell/AP
Lyt til artiklen

For anden gang i år er den amerikanske skuespiller og tv-vært Whoopi Goldberg kommet i klemme efter at have udtalt sig om jøder og om holocaust.

Nærmere bestemt bunder miseren i en kommentar om, at jøder ikke udgør en race, og at holocaust dermed ikke var et racistisk overgreb, men i stedet inhuman opførsel over for en gruppe mennesker.

I februar fik netop den kommentar konsekvenser for Goldberg, der blev suspenderet fra det talkshow, hun bestyrede. Siden har hun undskyldt og har fortalt, at hun er blevet klogere på emnet efter at have talt med en lang række personer, der »ved noget om det«.

Talkshow suspenderer Whoopi Goldberg for Holocaust-udtalelse

Alligevel gik det galt igen, da et stort interview i Sunday Times udkom i juledagene. Her fik den 67-årige skuespiller rodet sig ud i en lignende forklaring om, at »holocaust oprindeligt ikke handlede om race«. Der er ikke tale om benægtelse af holocaust, men en diskussion af, om nazisterne under Anden Verdenskrig ønskede at udrydde et folk eller nærmere udslette en særlig måde at være på.

Kommentarerne har – ligesom tidligere i år – fået formanden for den amerikanske jødiske organisation Anti-Defamation League, Jonathan Greenblatt, til at kalde Goldbergs kommentarer for »dybt krænkende og ignorante«.

I en udtalelse til filmbladet Variety siger Goldberg, at hun i forbindelse med interviewet blot havde forsøgt at forklare sine udtalelser fra tidligere på året, og at hun på »ingen måde forsøgte at gentage dem«.

»Jeg er stadig ved at lære en masse, og stol på mig, når jeg siger, at jeg har hørt, hvad alle har sagt til mig. I mener, at holocaust handlede om race, og jeg er stadig lige så ked af det som dengang over, at jeg har gjort folk kede af det, sårede og vrede«.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her