Mindesmærket har til sigte at symbolisere et intimt øjeblik mellem to mennesker – men mange mener, at den gør det lidt for bogstaveligt.

Statue vækker opsigt: »10 millioner dollars blev spildt på at skabe en onanerende metalhyldest til mine legendariske familiemedlemmer«

Det er dette øjeblik, som har fået Twitter til at koge over med alverdens sjofle tolkninger.
Lyt til artiklen

Hey, du. Ja, dig. Inden du gør dig sjofle tanker om ovenstående statue, så lad mig fortælle dig, hvad den rent faktisk portrætterer.

Det er et mindesmærke, som skal ære den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King Jr.. Det er baseret på et billede af ham og hustruen, Coretta Scott King, der krammer, efter at førstnævnte vandt Nobels Fredspris i 1964.

Den 6 meter høje og 19 tons tunge statue blev for første gang vist frem for offentligheden fredag i Boston, USA, få dage før Martin Luther King Day, som er en helligdag i USA og ligger den tredje mandag i januar hvert eneste år. Det er kunstneren Hank Willis Thomas, der står bag skulpturen, som er døbt ’Embrace’.

Nu til den åbenlyse del: Statuen ligner, ifølge mange, noget helt andet, end to mennesker, der omfavner hinanden. Siden afsløringen har et hav af brugere på Twitter kritiseret statuen. Her spørger mange til fraværet af hoveder på statuen – det øger forvirringen, siger de fleste – og der er stor konsensus om, at statuen generelt ligner tre ting.

De tre tolkninger

Den ene populære holdning er, at statuen ligner et par arme, der holder om en stor pølse – altså, afføring. En bruger på twitter har delt et billede af statuen med teksten: »Den nye skulptur i Boston er en skændsel. Det ligner to arme, der krammer en kæmpe lort«.

Den anden er, at statuen ligner hænder, der holder om en penis. Det mener mange Twitter-brugere såvel som den tidligere vært på Fox News Megyn Kelly.

»Det ligner, jeg kan lige så godt sige det, en kæmpe penis. Beklager, men det gør det!«, sagde hun i sit program, The Megyn Kelly Show, mandag.

Penis-fortolkningen istemmes af Seneca Scott, som er Martin Luther King Jr.’s kone Coretta Scott Kings fætter. I et indlæg i det konservative medie Compact Mag skriver han, at skulpturen »ligner mere et par hænder, der omfavner en kødfuld penis, end et særligt øjeblik, der deles af det ikoniske par ... 10 millioner dollars blev spildt på at skabe en onanerende metalhyldest til mine legendariske familiemedlemmer – en af tidens største amerikanske familier«.

Den tredje holdning er, at det ligner oralsex. Netop denne tolkning, som har vist sig blandt de mest populære på Twitter, er også blevet italesat af gæstevært på The Daily Show, Leslie Jones. I en udgave af progammet lørdag viste hun et billede af statuen og spurgte publikum:

»Er der nogen her, der nogensinde har fået oralsex? For det er dig, de fejrer lige nu! De fejrer dig lige nu ovre i Boston«, sagde hun og pegede ud til seeren, mens publikum brød ud i latter og klapsalver.

Kunstner svarer på kritik

Nogle, herunder medlemmer af King-familien, bifaldt mindesmærket. Under ceremonien, hvor skulpturen blev vist frem for offentligheden, sagde Martin Luther King III, at monumentet repræsenterer hans forældres kærlighed til Boston og dens fortid, og at skulpturen mindes deres forhold.

Antiracismeorganisationen Embrace Boston valgte Thomas’ forslag ud af over 100 bud – blandt andet med begrundelsen om, at det var det eneste design, der inkluderede Coretta Scott King, som også var borgerrettighedsforkæmper.

Som svar til nogle af kritikpunkterne til hans skulptur siger Hank Willis Thomas til mediet Hyperallergic:

»Mange af folks fortolkninger er, fordi de aldrig har set noget lignende«.

Nina Pratt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her