Et redningshold leder stadig efter den britiske skuespiller Julian Sands, som har været forsvundet siden i fredags.
Den 65-årige skuespiller, der er kendt fra blandet andet 80’er-filmen ’A Room With a View’ og fra ’Arachnophobia’, var ifølge lokale myndigheder på tur i et naturområde kaldet Baldy Bowl Trail.
Det er det højeste område i San Gabriel Mountains i Californien og et populært sted for vandrere og skiløbere.
Redningsholdet, som leder efter Sands, var nødt til at trække sig tilbage hen over sidste weekend, fordi der var risiko for laviner, siger en talsperson fra San Bernardino County Sheriff’s Department til CNN. Derfor er eftersøgningen også blevet foretaget med droner og helikopter.
Julian Sands’ søn er nu taget til området for at følge eftersøgningen. Ifølge Independent vil han forsøge at genskabe den rute, hans far tog, med hjælp fra en erfaren klatrer.
Julian Sands’ bil blev fundet af redningshold torsdag. Den var dækket af sne.
14 nødopkald den seneste uge
Californien har oplevet voldsomme vinterstorme, som har givet både oversvømmelser og kraftigt snefald de seneste uger.
Politiet oplyser på Facebook, at de har fået 14 nødkald fra området i de seneste to uger, og at de også søger efter en anden vandrer, som er forsvundet.
Sands, som blev født i Yorkshire i England, er i dag bosat i det nordlige Hollywood. Han har været med i over 150 film og tv-serier.
Han fik sit gennembrud i Foster-filmatiseringen ’A Room With a View’ fra 1985. Senest har han haft en rolle i dramaet ’Benediction’ og i gyserfilmen ’The Ghosts of Monday’.
Han har tidligere fortalt BBC om sin glæde ved at vandre i bjergene.
fortsæt med at læse








