En 49-årig mand var så besat af ’The Crown’-stjernen Claire Foy, at han trodsede flere polititilhold, mødte op på hendes adresse og sendte tusindvis af mails til hende. Hans fængselsdom er nu omstødt, så han i stedet for at ruske tremmer skal i behandling hos familiemedlem i Florida.

Filmstjernes stalker slipper for fængsel ... sendes hjem til mor i stedet

Claire Foy er bl.a. kendt for at spille den unge dronning  Elisabeth i de første sæsoner af 'The Crown'. Foto: Robert Viglasky/AP
Claire Foy er bl.a. kendt for at spille den unge dronning Elisabeth i de første sæsoner af 'The Crown'. Foto: Robert Viglasky/AP
Lyt til artiklen

En amerikansk mand, der gennem længere tid har stalket ’The Crown’-skuespilleren Claire Foy, slipper for fængsel i Storbritannien og bliver i stedet sendt hjem til USA og sin mor, hvor han skal i psykiatrisk behandling.

Det skriver flere britiske medier, blandt andre The Guardian og Mailonline.

Den 49-årige mand, der angiveligt er meget forelsket i Claire Foy, har fået en dom på 1 år og 10 måneders fængsel, der siden er blevet gjort betinget i 2 år. Han er dømt for stalking og for to gange at have brudt polititilhold om ikke at kontakte den kendte skuespiller. Manden er blandt andet mødt op ved hendes bopæl og har også sendt hende tusindvis af mails.

I en udtalelse i retten har Claire Foy fortalt, at hun oplevede det, som om hendes »frihed var blevet taget fra hende«, efter at den 49-årige var begyndt at stalke hende, og at hun oplevede verden langt mere frygtsomt end tidligere.

Den 49-årige har indrømmet stalking og fik allerede i juli sidste år et polititilhold, som han siden overtrådte. Selv om dommeren var bekymret for, at manden ville fortsætte sin stalking, valgte han at gøre dommen betinget.

Men for at undgå fængsel skal den 49-årige fortsat være i psykiatrisk behandling, indtil han bliver sendt hjem til USA, hvor han ifølge The Guardian skal bo i Florida hos sin mor og fortsætte sin psykiatriske behandling. Han har forbud mod at opholde sig inden for 100 meters afstand af Claire Foy, ligesom han ikke må sende hende mails, breve, gaver og pakker.

Problemer i Danmark

Herhjemme har sangere som Medina og Lydmor fortalt om, hvor ødelæggende det er at blive forfulgt af en stalker.

Lydmor – med det borgerlige navn Jenny Rosander – oplevede, hvordan en mand forfulgte hende og tilsyneladende var overbevist om, at han skulle giftes med hende. Trods fire polititilhold blev manden ved, og til sidst turde hun ikke opholde sig i sin lejlighed, fortalte hun til Politiken for et år siden. Alligevel kunne hun ikke få den hjælp af politiet, hun syntes var nødvendig.

Medina har også fortalt om flere episoder med stalkere, heriblandt en kvindelige stalker, dertrængte ind i hendes hjem og soveværelse, iførte sig hendes tøj og sad med hendes computer i hendes seng. Medina har også fortalt, at stalkere har fået hende til at flytte.

1. januar 2022 fik stalking sin egen paragraf i den danske straffelov, og det kan nu udløse op til tre års fængsel, hvis man systematisk kontakter, forfølger eller chikanerer og dermed krænker en anden persons fred.

En undersøgelse fra 2018 viste, at op mod 98.000 danskere årligt udsættes for stalking. Kun knap en fjerdedel anmelder det til politiet, som regel fordi den udsatte vurderer, at sagen ikke er alvorlig nok. Alligevel havde 43 procent af de udsatte ændret deres hverdagsrutiner som følge af problemet, viste undersøgelsen.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her