Danske seere kan fra midten af april få adgang til den originale britiske bagedyst, hiphophistorie og interviewprogrammer med Louis Theroux.

BBC lancerer ny kanal i Danmark

'The Great British Bake Off' blev en kæmpe eksportsucces, og nu kan danskerne også følge den britiske version. Pressebillede: BBC Studios
'The Great British Bake Off' blev en kæmpe eksportsucces, og nu kan danskerne også følge den britiske version. Pressebillede: BBC Studios
Lyt til artiklen

Det er en del af britisk kulturhistorie, som igennem årtier har leveret guld til dansk tv. Fra komedier som ’The Office’ og ’Halløj på badehotellet’ til storslåede naturprogrammer med David Attenborough i rollen som fortæller.

Nu kommer den britiske public service-gigant BBC med ny tv-kanal i Danmark, som også er tilgængelig på video on demand.

Hidtil har danske seere kunnet følge programmer fra BBC på kanalerne BBC Brit og BBC Earth, men de bliver fra 17. april erstattet af den nye kanal BBC Nordic og den tilhørende BBC Nordic+ on demand-service, hvor man kan se programmerne, når man vil.

BBC forklarer, at den nye satsning er baseret på det indhold, som fungerer særlig godt på det nordiske marked, og det betyder, at der vil være fokus på både faktaprogrammer og underholdning.

Som en del af den nye pakke vil danske brugere blandt andet kunne se ’The Great British Bake Off’, den britiske udgave af ’Den store bagedyst’, samt en ny sæson af dokumentaristen Louis Therouxs programmer, hvor han interviewer kulturnavne som skuespilleren Judi Dench og sangeren Rita Ora.

Det er BBC’s kommercielle produktionsselskab, BBC Studios, der står bag den nye tjeneste.

Fra keramik til Public Enemy

»Hos BBC Studios vil vi gerne vise vores publikum i Norge, Sverige, Danmark, Finland og Island, at vi går op i, hvad I elsker at se. Vi er dykket ned i seernes vaner og har håndplukket programmer, som vi ved, at vores publikum sætter pris på«, skriver Arran Tindall, vicedirektør for key markets hos BBC Studios, i en pressemeddelelse.

Mens flere programmer fra BBC Brit går igen på den nye kanal, blandt andet det populære talkshow med Graham Norton, vil BBC Nordic også byde på en række nye titler, blandt andet ’The Great Pottery Throwdown’, hvor 12 amatørkeramikere kæmper om vindertitlen, og boligprogrammet ’DIY SOS’, hvor udsatte familier får deres hjem renoveret.

På faktasiden har BBC Nordic i april premiere på en ny dokumentarserie, hvor rapperen Chuck D fra Public Enemy i fire afsnit guider seerne igennem hiphopmusikkens historie.

Især ’The Great British Bake Off’ har været en af BBC’s helt store eksportsucceser.

Programmet, som første gang blev vist i 2010, blev et seerhit, og formatet er siden solgt til mere end 20 lande. I 2017 flyttede programmet over til den kommercielle konkurrent Channel 4, som i efteråret 2022 viste den 13. sæson af den berømte bagedyst.

Det er altså ikke de allernyeste kagekreationer fra de britiske mesterbagere, som danske seere kan følge med i fra midten af april.

Rettelse: Det fremgik tidligere af denne artikel, at BBC Nordic+ er en streamingtjeneste, men der er i stedet tale om en video on demand-tjeneste, som er tilgængelig via ens eksisterende tv-pakke.

Lars Eriksen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her