Anklagere i den amerikanske delstat New Mexico dropper en anklage med udsigt til fem års fængsel til skuespilleren Alec Baldwin.
Baldwin er dog stadig anklaget for uagtsomt manddrab og kan ende med op til 18 måneders fængsel, hvis han findes skyldig.
Det skriver avisen The Guardian.
Baldwin er anklaget for uagtsomt manddrab på filmfotografen Halyna Hutchins, der blev skudt og dræbt under optagelserne af filmen ’Rust’ i 2021.
Beslutningen kommer, efter at Baldwins advokater har hævdet, at en bestemt del af våbenlovgivningen ikke var trådt i kraft, da hændelsen fandt sted. Derfor mente de heller ikke, at paragrafferne kunne bruges i sagen mod Baldwin.
»Anklagerne har lavet en simpel juridisk fejl, udtaler Luke Nikas, som er en af skuespillerens advokater, ifølge retsdokumenter«, skriver The Guardian.
Fra anklagemyndigheden i New Mexico lyder det, at man har taget beslutningen for at undgå juridiske uenigheder med Baldwins advokater.
»Anklagemyndighedens prioritet er at sikre retfærdighed, ikke at sikre fakturerbare arbejdstimer for storbyadvokater«, lyder det i en officiel udtalelse ifølge The Guardian.
Baldwin selv har afvist, at han er ansvarlig for fotografens død. Han siger, at han tog ladegreb på revolveren, der senere blev centrum i sagen, men at han ikke trykkede på aftrækkeren.
ritzau








