Max hedder Warner Bros. Discoverys nye streamingplatform, der blev præsenteret onsdag aften. Den lanceres til en start i USA og byder på nyt fra Harry Potter-universet. Men kan blandingen af reality og drama flytte seere?

To giganter slår sig sammen og lancerer ny streaming-platform

Brian Cox som Logan Roy i 'Succession', som lige nu kan streames på HBO Max i Danmark. Fremover skal HBO's dramaserier dele platform med underholdning og reality fra Discovery.
Brian Cox som Logan Roy i 'Succession', som lige nu kan streames på HBO Max i Danmark. Fremover skal HBO's dramaserier dele platform med underholdning og reality fra Discovery.
Lyt til artiklen

På den ene side står HBO med anmelderroste dramaserier som ’Succession’ og ’The Last of Us’. På den anden side står Discovery med sport og realityprogrammer som ’Ex on the Beach’.

Nu bliver de to verdener bragt sammen i én samlet tjeneste, der skal tage kampen op med giganter som Netflix og Disney på det lukrative streamingmarked.

Max hedder den nye streamingtjeneste fra Warner Bros. Disovery, der ejer HBO og Discovery, og den bliver til en start lanceret i USA 23. maj.

Det annoncerede direktøren for Warner Bros. Discovery, David Zaslav, ved en storstilet lancering i Los Angeles onsdag aften, hvor sløret også blev løftet for en række nye titler på platformen, blandt andet en serieudgave af Harry Potter-bøgerne og en forløber til ’Game of Thrones’-universet.

Hvornår Max kommer til Danmark er endnu uvist. Men ifølge lanceringen er planen, at den nye tjeneste skal ramme det nordiske marked i starten af 2024.

Siden den kontroversielle jurist og forretningsmand David Zaslav overtog roret tilbage i 2021, har sammenlægningen af de to nuværende streamingtjenester, HBO Max og Discovery+, været et af hans hovedprojekter.

»Det her er vores øjeblik, det er vores tid, det er vores chance«, sagde David Zaslav fra scenen i Los Angeles og introducerede Max’s nye slogan: The one to watch.

»Max er det, du skal se, for vi har så mange af verdens mest ikoniske historier«.

Fusion eller rod

Ideeen om en samlet streaminggigant blev en realitet, efter at Discovery og WarnerMedia fusionerede i foråret 2022 og skabte et mediekonglomerat, der også tæller filmstudiet Warner Bros. og nyhedskanalen CNN.

I første omgang får Max altså premiere i USA, hvor den vil koste det samme som det nuværende abonnement på HBO Max. HBO-programmerne vil få en særlig fremhævet position i tjenestens navigation.

Warner Bros. Discoverys håb er, at sammensmeltningen af de store prestigeserier fra HBO og underholdningsprofilen fra Discovery+ er det rette mix til at få fat i flere streamingkunder.

Herhjemme har HBO’s streamingtjeneste tidligere være kendt som HBO Nordic, siden HBO Max, og nogle eksperter frygter, at endnu et navneskifte og en fusion med indholdet fra Discovery kan skabe et rodet brand.

»På nogle måder er HBO’s og Discoverys profiler så forskelligartede, at det er ligesom at indrette et hus med to værelser«, sagde medieforsker Jakob Isak Nielsen i efteråret til Politiken.

Fra Barbie til Batman

Ifølge New York Times har Warner Bros. Discovery et mål om at øge antallet abonnenter fra de nuværende 96 millioner på verdensplan til 130 millioner i 2025. Til sammenligning har Netflix 231 millioner kunder og Disney 235 millioner på tværs af sine forskellige tjenester.

Mens pilen i flere år kun pegede op for streaming, har der været tegn på en opbremsning. I foråret 2022 kunne Netflix for første gang fortælle om faldende abonnementstal, mens HBO før jul fjernede successerien ’Westworld’ og en række andre titler fra sin streamingservice, så de kunne distribueres andre steder.

Til New York Times siger Julia Alexander, som er strategichef i analysefirmaet Parrot Analytics, at hun er skeptisk over for, hvorvidt den nye tjeneste »vil medføre den tilgang af abonnenter, som nogle på Wall Street er på jagt efter«.

Til Max-lanceringen i Los Angeles blev bredden af indholdet på tjenesten præsenteret.

Fra den nye Barbie-film og Batman-serien ’The Penguin’ til realityprogrammet ’Love & Translation’, hvor tre amerikanske mænd går på jagt efter kærligheden blandt 12 kvinder, der ikke taler et ord engelsk.

Derudover er der også en ny sæson af ’True Detective’ på vej med Jodie Foster i hovedrollen og spionserien ’The Sympathizer’ med Robert Downey Jr. på rollelisten.

»Max er den, du skal se«, gentog David Zaslav på scenen.

»For vi er den største og mest succesfulde indholdsskaber i branchen«.

Lars Eriksen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her