Sanger Dario Campeotto sov ind på Frederiksberg omgivet af sin familie 1. april. Han blev 84 år.

Dario Campeotto er død

Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Sanger og entertainer Dario Campeotto er død efter længere tids sygdom. Det oplyser familien til Ritzau.

Den folkekære sanger døde 1. april i en alder af 84 år. Han sov stille ind på Frederiksberg omgivet af sin familie, oplyser familien.

Dario Campeotto blev opereret for kræft i bugspytkirtlen i sommer sidste år.

I september fortalte han ved en gallapremiere i Cirkusbygningen i København, at han havde det godt. Han lagde dog ikke skjul på, at operationen havde taget fysisk hårdt på ham.

I november sidste år måtte han aflyse sin deltagelse i ’Dansk Slager Parade 2023’ på grund af sygdom. Det meddelte familien dengang på Facebook.

Dario Campeotto brød for alvor igennem, da han med sangen ’Angelique’ i 1961 vandt det danske Melodi Grand Prix og efterfølgende sikrede en femteplads som det danske bidrag ved Eurovision Song Contest i Nice.

Den blev hans signatursang og startskuddet til en livslang sangkarriere - også internationalt. Han har tidligere udtalt, at han på et tidspunkt fik 150 fanbreve om dagen.

Dario Campeotto var fra 1963 til 1969 gift med Ghita Nørby - sammen fik de sønnen Giacomo. Siden 1977 har Dario Campeotto været gift med Gertrud Campeotto, som han fik sønnen Filippo og datteren Claudia med.

Spillede med Dirch

Dario Campeotto selv er født i Danmark, hvor hans italienske far var chef for Fiat. Han begyndte allerede som 10-årig at optræde.

Efter ’Angelique’ fik han succes i filmen ’ Han, hun, Dirch og Dario’, en rolle, han fik ros for.

Sammen med Ghita Nørby rejste han i 1967 til Torino i Italien, hvor de i en årrække drev en kunstforretning, indtil han igen vendte tilbage til Danmark.

Fra begyndelsen af 1980’erne blev han i stadigt større grad aktiv på de skrå brædder. I samarbejde med Jan Schou havde han succes i sommerrevyerne på Sans Souci i Kolding. Han medvirkede også i en lang række musicals som ’ Kys hinanden’, ’ Sommer i Tyrol’ og ’ Sound of Music’.

I midten af 1990’erne forsøgte han sig - med økonomisk fiasko - som restauratør og medejer af etablissementet Vin & Ølgod i det indre København. I 2001 spillede han til gengæld med stor succes med i Wikke & Rasmussens familiefilm ’ Flyvende farmor’.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her