Også havfruers kærlighedsliv skal være samtykkebaseret – eksempelvis i forbindelse med et kys.
Derfor skrives en række sangtekster nu om til den kommende live-action version af ’Den lille havfrue’ med Halle Bailey i hovedrollen som havfruen Ariel.
Det fortæller komponist Alan Menken, der stod bag det oprindelige soundtrack til tegnefilmversionen af Disneys ’Den lille havfrue’ fra 1989, til magasinet Vanity Fair.
»Vi har lavet nogle ændringer i teksten til sangen ’Kiss the Girl’, fordi folk er blevet meget følsomme over for tanken om, at prins Erik på nogen måde ville tvinge Ariel til noget«, siger Alan Menken til magasinet.
På dansk lyder de linjer i den oprindelige sang sådan her:
’Klø nu på, hun ka’ da godt forstå, at du vil ha’ det kys’.
Men i den nye version er teksten ændret, så det ikke længere lyder, som om menneskeprinsen Erik, der spilles af britiske Jonah Hauer-King, kysser havfruen Ariel (Halle Bailey), uden at hun er med på den.
Ursula manipulerer
Også i sangen ‘Poor Unfortunate Souls’ er nogle linjer blevet ændret, hvor havheksen Ursula i den oprindelige version siger på engelsk:
»The men up there don’t like a lot of blabber, they think a girl who gossips is a bore, yet on land, it’s much preferred for ladies not to say a word«.
Eller som det hedder i den danske oversættelse af den oprindelige tekst:
»De mænd, der bor deroppe, hader plapren. De synes, kvinders snak er dum og tom. Der, hvor fine mennesker bor, siger damer ikke et ord«.
»Vi har revideret nogle linjer i ’Poor Unfortunate Souls’, der kan få unge piger til at føle, at de ikke skal sige deres mening, selv om Ursula tydeligvis manipulerer Ariel til at opgive sin stemme«, siger Alan Menken til Vanity Fair.
I den oprindelige tegnefilm fra 1989 arbejdede Alan Menken sammen med nu afdøde Howard Ashman om soundtracket. Denne gang samarbejder den 73-årige komponist med den amerikanske sangskriver og dramatiker Lin-Manuel Miranda, der også skrev og medvirkede i ’Hamilton’, som er den mest hyldede Broadway-musical i nyere tid.
Spillefilmen ’Den lille havfrue’ får biografpremiere 25. maj. Udover Halle Bailey og Jonah Hauer-King medvirker blandt andre Javier Bardem og Melissa McCarthy.
Traileren kan du se her:
fortsæt med at læse









