13 kvinder har fortalt fransk medie om krænkende oplevelser med Dépardieu, der er anklaget for voldtægt.

13 kvinder retter beskyldninger mod voldtægtsanklagede Dépardieu

Foto: Anne-christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Foto: Anne-christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

13 kvinder beskylder i en artikel i det undersøgende franske medie Mediapart skuespilleren Gérard Dépardieu for seksuelle overgreb.

Den 74-årige franske skuespiller, der blev kendt i Hollywood med filmen ’Green Card’ fra 1990, er allerede anklaget for at have voldtaget en skuespillerinde.

Gennem sine advokater har skuespilleren kategorisk afvist, at han har gjort noget forkert.

Mediapart skriver, at 13 andre kvinder fortæller om, at Dépardieu har forgrebet sig på dem på settet af 11 film eller serier, der er udkommet mellem 2004 og 2022 eller på lokationer, der ikke var på settet.

Beskyldningerne spænder fra, at skuespilleren angiveligt har stukket en hånd i deres underbukser, rørt dem på ballerne eller på brysterne til, at han er kommet med ’frastødende seksuelle bemærkninger’ eller ’påtrængende stønnelyde’.

Ingen af de 13 kvinder har meldt sagerne til politiet, men tre af dem har givet vidneforklaring til en domstol.

En af kvinderne, der er anonym, siger, at hun fortæller om sine oplevelser for at hjælpe Charlotte Arnould, der er den skuespiller, der har anklaget ham for voldtægt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her