»Og en smule star quality«, synger Sara Viktoria Bjerregaard i et af de indledende optrin om titelpersonen Eva Peróns karrieremæssige rejse fra sin landsby til metropolen Buenos Aires, som hun har tænkt sig at lægge for sine fødder. Lad det være sagt: Sara Viktoria Bjerregaard har ikke så lidt mere end en smule star quality. Hun har oceaner.
Gennem hele forestillingen skinner, sitrer, synger, danser, tripper, falder og fascinerer hun. Hendes stemmemateriale er ikke stort, målt med traditionelle musical-alen. Men til gengæld besidder hun en udstråling og et nærvær, der tryllebinder og er med til at gøre opsætningen til andet og mere end et stykke begavet reaktualisering af en moderne musical.








