Timing er alt. Og timingen for den italienske forfatter og politiske rådgiver Giuliano da Empolis nøgleroman om Rusland og præsident Putin kunne ikke være bedre. Invasionen af Ukraine sidste år kom som et kolossalt chok, hvordan i alverden kunne Putin dog finde på det – og hvordan skal det hele ende?
Svaret på det kan Empoli selvsagt ikke komme med, og bogen er både skrevet og udgivet før invasionen, men man bliver på mange planer klogere af at læse ’Troldmanden fra Kreml’. For vel er det fiktion, men det er fiktion, der på lange stræk følger virkeligheden meget, meget tæt, og som kommer med noget så sjældent som et vestligt forsøg på at forstå og måske endda vise en slags sympati for tankegangen i Rusland og hos præsident Putin. En forståelse, der er god brug for. Ikke for at undskylde den rædselsvækkende invasion af Ukraine, men fordi verden trods alt er mere gråmeleret end sort/hvid.









