Du har betalt i dyre domme for at se dit idol optræde, men når du kommer hjem, kan du ikke huske noget fra koncerten.
Flere Taylor Swift-fans, swifties, som de kalder sig selv, deler på sociale medier, at de har oplevet fuldstændigt hukommelsestab efter at have set idolet optræde. Det skriver BBC.
Et særligt glemsomheds-fænomen, som folk påstår, de lider af, og som de giver skylden for ikke at kunne genkalde sig hverken højdepunkter eller særlige øjeblikke fra koncerten med deres største idol.
Det er bl.a. på TikTok under hashtaggene #SwiftTok, #Swifties og #erastour, de deler deres oplevelser.
Pop-ikonet Taylor Swifts popularitet har de seneste år opnået nye højder. Hun turnerer for tiden rundt i verden med sin Eras Tour, og allerede efter en uge slog hun den første rekord. I marts spillede hun nemlig for over 69.000 tilskuere til et show i delstaten i Arizona og blev dermed den kvindelige kunstner, der har spillet for det største publikum i USA.
Og det er altså til hendes Eras-koncerter, at fans beretter om ’ud-af-kroppen-oplevelser’, og at de har været i en slags ’drømmelignende’ tilstand og efter koncerten ikke kan huske den.
For begejstrede
Psykologer kalder det en særlig stress-tilstand og forklarer, at det både kan have noget med tid og følelser at gøre.
Til BBC fortæller Michelle Phillips, lektor i musikpsykologi fra Royal Northern College of Music, at følelsen af hukommelsestab efter koncerter ikke er så skræmmende, som den lyder. Det er sjældent, at fans har glemt alt fra koncerten. Det handler mere om, at de har været så begejstrede og så fordybet i et øjeblik, at de kan føle, at ’tiden pludselig er gået’, og så har de ikke været i stand til korrekt at behandle alt, hvad de lige har set, hørt og følt.
Det samme fortæller Ewan McNay, lektor i afdelingen for psykologi ved State University of New York i Albany, til Time Magazine. Han fortæller, at »folk kan være for begejstrede«, og at det ikke er et særligt koncertfænomen, men at det kan ske hver gang, man er i en meget følelsesmæssig tilstand.
»Hvis du er lidt på kanten og en smule spændt, vil du faktisk huske bedre. Men for meget spænding skubber dig ud over kanten med hensyn til hukommelsesdannelse, og du er ikke i stand til at lave minder«, fortæller Ewan McNay.
En anden ting, der kan spille ind, skriver BBC, er, at det i dag er en overvældende oplevelse at gå til koncert. I dag er en koncert ofte et show med stroboskoplys, massive rekvisitter og flere kostumeskift, end man kan holde styr på.
Der sket simpelthen så meget, at det kan være overvældende at huske det hele.
Det er derfor ikke helt mærkeligt, at fans går fra en Taylor Swift-koncert uden at kunne huske noget.








