Den skandaleombruste skuespiller Armie Hammer slipper for sigtelse i sag om voldtægt, bekræfter amerikansk anklagemyndighed.

Skandaleramt skuespiller slipper for sigtelse

Armie Hammers filmkarriere har været lagt ned i ruiner efter beskyldninger om blandt andet fantasier om kannibalisme på sociale medier. Nu slipper han for sigtelse i voldtægtssag.  Foto: Richard Shotwell/Ritzau Scanpix
Armie Hammers filmkarriere har været lagt ned i ruiner efter beskyldninger om blandt andet fantasier om kannibalisme på sociale medier. Nu slipper han for sigtelse i voldtægtssag. Foto: Richard Shotwell/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske skuespiller Armie Hammer er ikke bare kendt for sine roller i Hollywood-succeser som filmene ’Call Me By Your Name’ og ’The Social Network’, men også for en række anklager om vold, seksuel afpresning og fantasier om kannibalisme.

Det kom frem, at han angiveligt skulle have sendt en række eksplicitte beskeder via sociale medier. Og for to år siden blev han beskyldt for at have voldtaget en kvinde i Los Angeles i 2017.

Men nu slipper den skandaleombruste skuespiller for sigtelse i forbindelse med sagen. Det bekræfter anklagemyndigheden i Los Angeles County, skriver BBC.

Onsdag udtalte anklagemyndigheden, at man havde foretaget en »meget grundig gennemgang« af anklagerne, men at der ikke var tilstrækkelige beviser til at sigte Armie Hammer, der fra starten har nægtet sig skyldig.

På sin Instagram skriver han, at han er meget taknemmelig for beslutningen.

Kvinden, der har beskyldt ham for voldtægt, og som går under navnet ’Effie’ på Instagram, oplyser til gengæld til BBC, at hun er skuffet over, at anklagemyndigheden ikke vil retsforfølge Armie Hammer.

»Jeg følte en pligt til at stå frem og indgive en anmeldelse. Det har kostet mig meget. Siden jeg stod frem, har jeg modtaget dødstrusler, voldtægtstrusler, utallige angreb og forfærdelig, vedvarende chikane«, siger hun til BBC.

Startede på Instagram

Siden 2021 er flere kvinder stået frem og har anklaget Armie Hammer for overgreb og vold, uden at det har ført til sigtelse.

Beskyldningerne om krænkelser af kvinder og fantasier om kannibalisme begyndte ifølge mediet Insider på en Instagram-konto med navnet Effie, der offentliggjorde en række screenshots med beskeder, som angiveligt skulle komme fra Armie Hammer. Beskederne indeholdt fantasier om voldtægt, BDSM og kannibalisme.

Discovery-dokumentarserien ’House of Hammer’ fra 2022 har desuden beskrevet Armie Hammers familiehistorie, og hvordan magtmisbrug og undertrykkelse efter sigende er gået i arv.

Hans faster, Casey Hammer, var konsulent på dokumentaren, som er bygget op om to spor: Det ene er Casey Hammers fortælling om familiens fortid, og det andet handler om de kvinder, der har stået i forhold til Armie Hammer.

Men dokumentaren fik blandt anmeldere kritik for ikke at gå grundigt nok til værks og fremlægge nødvendig dokumentation.

Siden historierne begyndte at komme frem, er Armie Hammer blevet droppet af sin agent, og hans filmprojekter er lagt ned på stribe. Han trak sig fra komedien ’Shotgun Wedding’ med Jennifer Lopez i hovedrollen og fra tv-serien ’The Offer’, der handler om indspilningen af Francis Ford Coppolas legendariske gangster-epos ’The Godfather’ fra 1972. Her skulle Armie Hammer have spillet hovedrollen som filmens producer, Al Ruddy.

Ida Herskind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her