Det i forvejen meget store netværk af geoglyffer omkring kystbyen Nazca i Peru kan nu udvides med fire tegninger, eksperter netop har fundet.

Eksperter gør ny opdagelse ved vidunder i Peru

Aben, en af de mest kendte og genkendelige geoglyffer ved Nazca i Peru. Foto: (c) Markus Leupold-löwenthal;licence: Cc-by-sa 3.0
Aben, en af de mest kendte og genkendelige geoglyffer ved Nazca i Peru. Foto: (c) Markus Leupold-löwenthal;licence: Cc-by-sa 3.0
Lyt til artiklen

Nazca-linjerne er et af Perus vigtigste turistmål.

De store aftegninger i jorden er blevet til mellem år 500 før og år 500 efter vor tidsregning og menes at have haft en form for astronomisk og religiøs betydning.

Og så er der det noget pudsige ved dem, at skal man rigtig have mulighed for at opleve dem, må man op i en lille flyvemaskine, for de er så store, at de ikke rigtig er til at se fra jorden.

Derfor var det også først for omkring 100 år siden, da flyvning begyndte at blive udbredt, at de store billeder for alvor blev genopdaget. Siden er der løbende kommet nye opdagelser til. Senest har forskere i et studie i det videnskabelige tidsskrift Journal of Archaeological Science redegjort for, at der skal lægges fire nye billeder i puljen.

I artiklen undersøger forskerne, hvordan man ved hjælp af maskinlæring kan undersøge luftfotomateriale hurtigere end med det blotte øje. Ifølge artiklen har forskerne trænet et maskinlæringsprogram til at afkode, hvad der kunne være rester af geoglyffer, hvilket ifølge forskerne virker.

Med det nye tekniske hjælpemiddel har de været i stand til at finde fire nye geoglyffer; et par ben, en fisk, en fugl og en menneskeskikkelse.

Arkæologer har været ude på de angivne steder og bekræfter ifølge forskerne, at det faktisk er geoglyffer, computeren har fundet.

Diskussioner og hærværk

Det er kun et par år siden, at der sidst blev gjort et stort fund i Nazca. Hvor mange geoglyffer der faktisk er, tør forskerne ikke spå om.

»Vi kunne identificere geoglyf-kandidater omkring 21 gange hurtigere end med det blotte øje«, skriver forskerne i artiklen.

»Det vil være fordelagtig i en ny tilgang til fremtidig arkæologi, hvor man kombinerer kunstig intelligens med feltundersøgelser«, skriver de.

Nazca-linjerne er på Unescos liste over verdens kulturarv og fuldkommen fredede. Alligevel har de peruanske myndigheder af og til problemer med at passe på kulturarven.

Det er eksempelvis kun ganske få år siden, at en lastbilchauffør pløjede direkte igennem området, fordi han ikke ville betale afgift for at bruge den panamerikanske motorvej, der løber lige forbi området. Greenpeace har også gjort skade på linjerne, da organisationen forsøgte at skabe opmærksomhed om klimaforandringerne ved at vade direkte ind i området og sætte et stort banner op.

Al adgang til de ældgamle geoglyffer sker normalt under streng kontrol og med specielle krav til eksempelvis fodtøj, så der ikke bliver gjort skade på de gamle mønstre.

Første gang, Nazca-linjerne blev beskrevet i nyere tid, var i 1553, da den spanske conquistador Pedro Cieza de León mente, at det var en form for vejvisning. I 1920’erne begyndte peruvianske piloter at melde om mærkelige tegninger i ørkensandet.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her