Der er indgået forlig i den årelange retsstrid om voldtægtsanklager mellem sangeren Kesha og produceren Lukasz Gottwald.

Kendt sanger sætter punktum i sag om voldtægtsanklager

Foto: Mario Anzuoni/Ritzau Scanpix
Foto: Mario Anzuoni/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Efter næsten 10 års strid med modsatrettede søgsmål om voldtægt og injurier mellem den amerikanske sanger Kesha og hendes tidligere producer Lukasz Gottwald, kendt som Dr. Luke, har de indgået et forlig. Det skriver de begge på Instagram.

»Jeg ser frem til at lukke døren for dette kapitel af mit liv og begynde på et nyt. Jeg ønsker intet andet end fred til alle involverede parter«, skriver den nu 36-årige Kesha i opslaget.

Årelang retssag

Striden har kørt siden 2014, hvor Kesha, hvis fulde navn er Kesha Rose Sebert, forsøgte at annullere deres kontrakt og anklagede Lukasz Gottwald for voldtægt og for at misbruge hende »fysisk, seksuelt og verbalt i en sådan grad, at hun næsten mistede livet« over en 10-årig periode. Et misbrug, hun også har hævdet førte til en slem spiseforstyrrelse.

Anklagerne om misbrug omfattede to tilfælde, hvor Kesha hævdede, at Gottwald havde bedøvet og voldtaget hende, blandt andet en aften i 2005. Hendes retssag blev afvist i 2016.

Siden sagsøgte Lukasz Gottwald Kesha for æreskrænkelse og sagde, at hun havde fremstillet voldtægtskrav mod ham for at komme ud af en pladekontrakt. Og det er den anklage, der siden 2014 først har fået en afslutning nu.

En retssag skulle nemlig begynde 19. juli, men nu er der altså indgået et forlig mellem parterne og sat et endeligt punktum.

»Jeg har aldrig bedøvet eller overfaldet hende (Kesha, red.) og ville aldrig gøre det mod nogen. Af hensyn til min familie har jeg kæmpet hårdt for at rense mit navn i næsten 10 år. Det er på tide for mig at lægge denne svære sag bag mig og komme videre med mit liv. Jeg ønsker Kesha alt godt«, skriver producer Lukasz Gottwald i sin retssagsudtalelse, som fremgår af Instagram-opslaget.


Tidligere injuriesag

Specifikke detaljer om sagens omstændigheder har man ikke kendskab til. I sin udtalelse skriver Kesha, at hun ikke kan genkalde sig alt fra det påståede overgreb.

»Kun Gud ved, hvad der skete den nat. Som jeg altid har sagt, kan jeg ikke fortælle alt, hvad der skete«, skriver Kesha.

Kesha havde i 2014 også anklaget Lukasz Gottwald for at have begået et seksuelt overgreb på Katy Perry. Katy Perry afviste påstanden, og det førte derefter til en injuriesag mod Kesha, som hun tabte i 2020, hvor hun blev dømt for at have krænket sin tidligere producers ære.

Kesha blev berømt med Dr. Luke, som har produceret hendes største hits, bl.a. ’Tik Tok’ og ’We R Who We R’. Han har også stået bag hits for Katy Perry, Avril Lavigne og Flo Rida.

Kesha er aktuel med sit femte studiealbum, ’Gag Order’, som henviser til en juridisk mundkurv og er en reference til den årelange retsstrid. Albummet udkom 19. maj i år.

Clara Johanne Selsmark

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her