Meta bruger erhvervshemmeligheder, som tidligere Twitter-ansatte bragte med sig, hævder advokat ifølge juridisk dokument, som mediet Semafor har offentliggjort. Meta-talsmand afviser anklagen.

Twitter truer med at sagsøge Meta for ny platform

Foto: Stefani Reynolds/Ritzau Scanpix
Foto: Stefani Reynolds/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Twitter truer med at sagsøge et andet stort amerikansk it-selskab, Meta, for at have lanceret det nye sociale medie Threads, skriver mediet Semafor, der er kommet i besiddelse af et cease-and-desist-brev, som en af Twitters advokater ifølge mediet har sendt til Metas øverste chef, Mark Zuckerberg.

Her hævder advokat Alex Spiro, at Meta bevidst har ansat et større antal af Twitters tidligere medarbejdere. Disse eksansatte kender til Twitters erhvervshemmeligheder, og Meta har brugt den fortrolige information, lyder det videre.

»Twitter har til hensigt at håndhæve dets rettigheder på streng vis i forhold til intellektuel ejendom og forlanger, at Meta omgående sørger for at stoppe med at bruge Twitters forretningshemmeligheder«, skriver Alex Spiro i det brev, som Semafor er kommet i besiddelse af.

Et cease-and-desist-brev er et juridisk dokument, hvor man giver nogen en ordre om at ophøre med og fremover afstå fra at gøre noget. Ægtheden af brevet er ikke umiddelbart bekræftet, men Twitter-ejer Elon Musk har som svar på et tweet, der omtaler brevet, skrevet:

»Konkurrence er fint. Det er snyd ikke«.

Meta afviser

Meta har afvist beskyldningerne, skriver det tyske nyhedsbureau dpa. Selskabet bekræfter, at flere tidligere Twitter-ansatte nu arbejder hos Meta. Men de har ikke haft noget at gøre med udviklingen af Threads, lyder det.

Andy Stone, kommunikationsdirektør i Meta, kalder over for Semafor Twitters anklager for grundløse:

»Ingen af Threads udviklere er tidligere medarbejdere hos Twitter. Det er bare ikke en ting«.

Twitters ejer, Elon Musk, fyrede tusindvis af ansatte, da han overtog selskabet i oktober sidste år, skriver dpa. Mange af dem har siden fundet andet arbejde i tech-sektoren.

30 millioner brugere på et døgn

Natten til torsdag dansk tid lancerede Meta det nye forum Threads i hundredvis af lande, herunder USA og Storbritannien. Torsdag aften dansk tid er der registreret 30 millioner brugere.

Threads er forbundet til det sociale medie Instagram, som også ejes af Meta og har over en million brugere. At Threads er forbundet med Instagram ses som et betydeligt boost for tilgangen af nye brugere, skriver dpa.

Appen er endnu ikke tilgængelig i EU på grund af regler om datasikkerhed.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her