»Jeg kan huske den følelse af raseri, det boblede over, og jeg flippede helt ud på ham«

Da komiker og forfatter Sanne Søndergaard gik på Journalisthøjskolen, da hun var i start-tyverne, »kogte det over« en dag.

Det skete i et lydisoleret redigeringsrum, hvor hun sammen med sit gruppemedlem skulle klippe en film. Sanne Søndergaard var den, der redigerede og klippede. Imens så hendes medstuderende på, med armene over kors, tilbagelænet og kommenterende hendes arbejde undervejs. Han mente, det kunne gøres bedre og hurtigere.

Hvilket fik hendes fingre til at stivne mere og mere på tastaturet. Og til sidst fik det hende til at flyve op af stolen:

»Jeg kan huske den følelse af raseri, det boblede over, og jeg flippede helt ud på ham. Og for at markere, hvor sur jeg var, ville jeg smække døren i, da jeg gik ud. Men det var en branddør, man ikke kunne smække, så jeg stod og skubbede til den og forsøgte at lukke den. Og følte mig helt vildt dum«, siger hun.

»Han fortalte mig efterfølgende, at han havde en hidsig far og derfor vidste, hvilke knapper man skal trykke på. Vildt! Han gjorde det fandeme med vilje!«.

Efter den seance og flere tilsvarende episoder besluttede Sanne Søndergaard sig for, at hun ikke ville være så nem at manipulere op i det røde felt. Hun ville have styr på sit iltre temperament.

For »når man først begynder at råbe og smække med døre, så har man mistet muligheden for at blive taget alvorligt«, siger hun.

Selv om vreden er en af vore grundfølelser, er den også svær at finde plads til i 2023. Derfor spørger vi i en sommerserie, hvordan en række kulturpersonligheder håndterer eller styrer et ellers ustyrligt temperament.

Vredesbarometeret

Komiker og forfatter Sanne Søndergaard er i offentligheden kendt for sine anmelderroste standupshows og for sin litteratur: Hun har blandt andet skrevet bøgerne ’F-ordet’ og ’Nej-historier’. Og så har hun tematiseret vrede i meget af sit arbejde. Det gælder ikke mindst kvinders vrede.

»Jeg har oplevet mange gange, at mænd har overskredet mine grænser, og hvor jeg derfor har sagt tydeligt fra. Og i stedet for at opleve, at andre har bakket mig op, bliver det tit vendt til, at jeg er den vrede og den sure, der ødelægger stemningen«, siger hun.

»De hvisker i krogene og siger, at ‘man heller ikke må sige noget længere’. Men i virkeligheden har jeg bare i et stille og roligt tonefald fortalt, at jeg ikke gider få overskredet mine grænser«.

Folk opfatter hende i virkeligheden som mere temperamentsfuld, end hun er, siger komikeren. Reelt ser offentligheden hende kun, når hun befinder sig omkring 2-3 på det indre vredesbarometer, der for hende går helt op til 12.

Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

»Jeg kan blive sindssygt hidsig, men det er kun folk i mit privatliv, der har set det«, siger hun.

»Det siger jo noget om, hvorfor det er så svært for kvinder at være i deres vrede. For man bliver hurtigt beskyldt for at være hysterisk, vanvittig, sindssyg og irrationel«.

Passer ikke til Coop’s firmafest

Som komiker har Sanne Søndergaard også helt konkret arbejdet med vrede i sine shows. For eksempel har hun opsat showet ‘Sindssyge kælling’, hvor hun forsøger at eksperimentere med og vende kønnede forventninger til mænd og kvinders vrede ’på hovedet’.

»Der er jo mange mænd i min branche, der har bygget en hel karriere på at rante og være vred på forskellige aspekter af hverdagen«.

Men som kvindelig komiker oplever hun ikke selv at blive »afkodet som sjov«, hvis hun joker med vrede, siger hun. Og dét ville hun gerne afprøve i et show.

»I showet bygger jeg et rant op, hvor jeg simpelthen bliver mere og mere og mere vred: Jeg bliver så vred til sidst, at jeg næsten ikke kan få luft, og så ville jeg se, hvordan publikum reagerede på, at jeg i princippet blev ’den vrede mand’«.

Hvilket publikum reagerede godt på, men det skyldtes også, »at de selv havde købt billet og forstod showet«.

»Men jeg ville nok ikke have opsat det show, hvis jeg skulle ud til en firmafest i Coop«, siger hun.

Konfliktkatalysatoren

Som kvinde oplever Sanne Søndergaard, at hun skal være den milde. Den søde. Og den tolerante.

Problemet er, at det orker hun ikke. Hvilket kan sætte »fut i mange konflikter«. For mange forstår ikke, at det er et ansvar, som skal fordeles, siger Sanne Søndergaard.

Og at det er et både »kedeligt og uoverstigeligt arbejde at være ’udglatteren’«.

De fleste i Sanne Søndergaards familie, omgangskreds og arbejdsplads ved efterhånden godt, at hendes filosofi er, at »alle skal stå for den gode stemning«.

Derfor kan man ikke forvente, at Sanne Søndergaard griner, hvis hun hører en dårlig joke, eller udglatter en betændt situation.

»Jeg har altid haft konflikter. For eksempel i min familie. Jeg gider ikke at sidde og høre på en racistisk onkel«.

»Når jeg protesterer og sætter grænser, bliver jeg tolket som enormt konfliktsøgende, selv om jeg grundlæggende bare siger, at det ikke er mit ansvar, at alle hygger sig«.

Derfor kalder Sanne Søndergaard også sig selv for konflikt-katalysatoren. For »en katalysator er ikke den, der tænder motoren, men den, der får den tændte motor til at sige BUM«.

»Hvis der er en konflikt, og jeg er i nærheden, så skal den nok blusse ordentligt op. Jeg går ikke ind og gyder olie på vandene. Jeg er måske blevet liiiidt bedre til det, nu jeg også har børn, men jeg skal elske folk meget højt, før jeg gider tage ansvar for den følelsesmæssige situation«.

»Det handler om ideen om, at vi kvinder skylder folk at være behagesyge, diplomatiske og udglattende, men vi skylder jo ikke mere, end mænd skylder«.

Desuden er vreden en »fed følelse og drivkraft«, siger Sanne Søndergaard, der lige nu har »en skriveblokering, fordi jeg lige for tiden ikke er særlig vred«.

»Jeg har i virkelig mange år kørt på mit temperament: Altså, ’I skal fandeme ikke bestemme over mig, jeg skal vise jer, jeg vil skabe en forandring’. Nu, hvor jeg er et mere stille og roligt sted, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre«.

De pæne drikkeglas

For fem år siden blev Sanne Søndergaard ramt af skam, da hun i et ophidset skænderi med sin kæreste begyndte at smadre sine »pæne drikkeglas«.

Her nåede hun nemlig op på en 12’er på sit vredesbarometer. Og det satte hende tilbage til oplevelsen i lydrummet. Følelsen af, at hendes temperament drev af sted med hende på en ikke-konstruktiv måde.

»Vores temperamenter er noget, vi er blevet nødt til at arbejde på sammen, for det går ikke, at vi tænder hinanden af på den måde«, siger hun.

Ellers er vreden en følelse, hun er glad for i sit følelsesregister.

»Hvis man aldrig har tilladt sig selv at finde ud af, hvad det vredeste, man kan blive, er – for mig, når jeg står og smadrer mine egne fine glas – så kan det være svært at lære at tackle det. Man skal have lov til at prøve det af. Og mit bud er, at piger og kvinder ikke får lov til at være lige så vrede derhjemme og i skolen som drenge og mænd«.