Streamingtjenesten Disney+ har mistet mere end 10 millioner brugere i tredje kvartal af 2023.
Det meddeler selskabet bag streamingtjenesten onsdag aften dansk tid i sit kvartalsregnskab, skriver AFP.
Streamingtjenesten har nu 146,1 millioner betalende brugere på globalt plan. I den første del af året havde tjenesten i omegnen af 158 millioner brugere.
Første gang Disney+ tabte abonnenter fremfor at tiltrække var i fjerde kvartal for 2022.
I den forbindelse lød det, at streamingtjenesten mistede 2,4 millioner abonnenter. Her annoncerede selskabet en stor omstrukturering af selskabet, der skulle spare 5,5 milliarder dollar. 7000 medarbejdere skulle fyres.
Omsætningen i tredje kvartal for i år i moderselskabet er på 22,3 milliarder dollar.
I regnskabet skriver administrerende direktør Robert Iger, at kvartalsregnskabet afspejler den omstrukturering Disney er ved at implementere for at ’forbedre effektiviteten og sætte kreativiteten tilbage i hjertet af virksomheden’, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Tabet af abonnenter skyldes primært det indiske marked, skriver AFP.
ritzau








